Der var engang...

Når man til sidst knækker….

Når man til sidst knækker....

Jeg sad lige og kiggede alle mine gamle billeder igennem og da jeg nåede til billederne omkring Almas fødsel, strømmede følelserne ind over mig. Jeg husker tydeligt, hvor hård en periode vi netop havde været igennem, da Alma kom til verdenen. Under hele min første graviditet (Albert), var vi enormt bekymrede, fordi jeg havde en forliggende moderkage, som betyder at moderkagen spærre for fødsels vejen. Det betød mange ture på hospitalet, da jeg blødte det meste af graviditeten og en enkel gang med ambulance og til sidst akut indlæggelse med en sprængt blodåre og akut kejsersnit. Så fik jeg betændelse i mit ar og blev ret syg. Så havde vi lige 2 måneder, hvor alt var ok, jeg blev gravid igen ved en “fejl” og så brød helvede løs.

Fra Albert var 4 måneder til 1 år, var han på ialt 8 antibiotika kure. Han vågnede mindst 10 gange hver nat, dvs. jeg fik aldrig noget ordentlig søvn og det var altså hårdt, når man var gravid samme tid. Jeg kan huske de lange nætter, hvor jeg sad og rokkede ham i søvn, imens jeg rystede af træthed. Jeg husker utallige dage og nætter, hvor jeg selv begyndte at græde, når jeg prøvede at trøste Albert. Nogle gange, når jeg for 15 gang blev vækket, kunne jeg bare ikke sove igen og lå bare og stirrede tomt ud i mørket imens tårene piplede  ned af kinderne. Jeg havde nætter, hvor jeg så syner af mangel på søvn og jeg blev meget fjern og dårlig til at huske i det forløb. Børnenes far havde jeg slet ikke overskud til, hvilket betød at kærligheds livet i den grad blev forsømt.

I takt med at jeg blev større og større og mit bækkenløsning var slemt (jeg gik med krykker den sidste måned) blev Albert mere og mere syg. Til sidst da han fyldte 1 år, faktisk dagen efter, blev han indlagt med meget høj feber og han fik en akut operation. Han havde haft noget der hedder MRSA i sine ben og de sugede 10 ml. betændelse ud af den lille krop og efterlod et grimt ar. Jeg kan huske, at jeg fik et angst anfald da de bedøvede ham. At se sit lille barn forsvinde og vende det hvide ud af øjnene, var for meget for min 9 måneder hormonfyldte krop. Jeg kunne ikke trække vejret og måtte hjælpes ud af en sygeplejerske og væk fra Albert, så de kunne operere….det var en frygtelig oplevelse. Det hele var frygteligt…. Jeg var så ulykkelig og udkørt helt ind i nerven efter 8-9 måneder uden søvn og konstant frygt, ind og ud af hospitaler og et dysfunktionel forhold, at jeg ikke længere kunne mærke mig selv.

Når man til sidst knækker....

I de sidste dage vi var indlagt, kunne jeg nogen gange kigge på børnenes far i smug og tænke “hvem er jeg og hvem er vi egentlig sammen” jeg var så forvirret og fyldt op med en masse negative oplevelser, at jeg slet ikke kunne mærke nogen kærlighed for ham længere. Jeg tror egentlig aldrig han var den der ændrede sig. Det var mig der ændrede mig. Jeg vidste ikke længere, hvem jeg var i al det der var sket, jeg vidste heller ikke, hvordan vi kunne blive lykkelige sammen igen, jeg følte faktisk på mange måder, at det ville være meget lettere at være alene, så jeg kunne fokusere på den hårde opgave der lå foran mig og ikke behøvede at deltage i evige skænderier og leve i et pisse negativ miljø og besluttede mig for at løsrive mig fra forholdet 3 uger før jeg fødte Alma.

DET var hårdt. Og alligevel sad jeg der i min nye lejlighed og samlede en skuffe, imens min mave var så stor at den hvilede på gulvet og følte, at det var det rigtige at gøre. Jeg havde brug for at skabe et helt roligt, positivt miljø uden skænderier for min kommende datter og min søn, som nu var blevet rask. Derud over var der en overhængende risiko for, at han kunne blive syg igen, hvis bakterien lå i det gamle hus, så jeg tog en meget hård beslutning og det var at gå fra faren og flytte med det samme. Allerede 2 uger efter besluttede 3800 grams Alma at komme næsten 3 uger for tidligt til verdenen.

Vi prøvede faktisk at få det til at fungere igen efterfølgende, men det var bare som om, at de sår der var opstået bare stak alt for dybt. Tiden heler måske alle sår, i såfald skulle vi have meget mere tid hver for sig. Det er en lang periode i mit liv, som jeg desværre er glad for er overstået. Jeg skriver desværre fordi at jeg føler, at jeg er blevet frarøvet den lykkelige tid, jeg skulle have haft med Alberts første år, hvilket også betød at jeg ikke nød min graviditet. Nu kan jeg heldigvis læne mig tilbage og konkludere, at jeg har to velfungerende glade børn og jeg er tilfreds med de rammer, jeg har fået skabt for dem og mig selv og det var noget jeg gjorde helt alene…..så jeg er glad nu…jeg har været lykkelig i mange mange måneder nu, så det må jo betyde, at jeg gjorde det rigtige…..

Når man til sidst knækker....


Når man til sidst knækker....

 

Når man til sidst knækker....


Når man til sidst knækker....


Når man til sidst knækker....
De første dage efter, Albert var rask….første gang i 8 måneder….smilet jeg ventede så længe på

Når man til sidst knækker.... Når man til sidst knækker....

Når man til sidst knækker....

34 kommentarer

  • Henriette

    Sidder med tårer i øjnene imens jeg læsere dit indlæg. Den moderlige smerte du må have følte er umulig at leve. Tror ikke man forstår, hvor hvilke følelser et syg barn kan bringe frem, hvis ikke man selv har prøvet det. Vores dreng lider også af en sjælden sygdom hvor søvn også er en by i Rusland og det første halve år af sit liv græd ham der meste af dagen. Endelig fik noget medicin der har hjulpet lidt men han er samtidig enormt ramt af enten mellemørebetændelse, halsbetændelse m.m. har også været i parterapi da forholdet var væk til hans far og vi har stadig lang vej endnu. Er så glad for at høre, at du/i har det godt nu for Ingen børn fortjener at skulle igennem de oplevelser. Mange knus og ønsker om en fortsat lykke fremover

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Respekt <3
    Du er en helt igennem fantastisk mor, og du har klaret det så super flot 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • a

    Jeg får næsten tåre i øjnene når jeg læser dette indlæg, hvor er du bare et stærkt stærkt menneske, og hvor er det fantastisk at du deler denne hårde tid. Og jeg beundre dig at du tog beslutningen om at flytte, og at du klarer det så flot. ud fra hvad jeg kan læse, er dine børn meget heldig at have en mor som dig.

    Det påvirker mig nok endnu mere fordi jeg selv står i den situation at jeg om et par måneder bliver mor til endnu et barn, der bliver dog 2 år imellem mine børn, og til tider ved jeg ikke hvordan jeg skal kunne klare at tage mig af 2 små børn. Det har taget hårdt på forholdet til min kæreste at skulle tage sig af et lille barn, og samtidig være gravid. du er for mig en kæmpe inspiration.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • sarahlouise

      Lad være med at tænke over det og ta det som det kommer:) Min nr. 2 har været utrolig let:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Du er så sej!!! En helt igennem fantastisk mor! Godt gået!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • cecilie valentina

    kære SL,

    Har fulgt din blog siden du offentliggjorde, at du var gravid med Albert – har en dreng der er én dag yngre – og har faktisk aldrig givet dig en kommentar påtrods af, at jeg følger med hver dag. Sådanne et indlæg får mig til at fortryde, at jeg aldrig har sendt et high five din vej, at jeg aldrig har ladet dig vide, hvor fantastisk en mor, veninde og medmenneske du virker til at være. At du har klaret dig så godt kommer på ingen måde bag på mig, og selvom der sikkert kommer flere bump på vejen frem, så er jeg ikke etsekund i tvivl om, at DU og dine vidunderlige unger kommer il at opnå alt det I drømmer om. Ja, ville egentligt bare udtrykke min store respekt for dig og din måde at tackle livet på i alle henseender.
    Alt held og lykke fremover til din skønne lille familie.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Puhh en hård tid 🙁 Men hold op en sej vilje at have!!! Du er sq sej…. Skøn mor og skønne børn ♡

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Tak for dit hudløst ærlige indlæg. Det rørte mig, og du har min allerdybeste respekt som mor. Jeg beundrer, at du har fået to så skønne og harmoniske børn ud af så hård en tid. Det kan du med rette være stolt af resten af dit liv <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christine

    Kunne ikke lade være med at græde, da du skrev om Alberts sygdom – det må have været så ubeskriveligt hårdt. Du er simpelthen så sej og stærk. Et ægte forbillede både for dine følgere og for dine børn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tanja

    Kære SL
    Sidder med tårer i øjnene. Hvor er du sej!
    Jeg har selv børn på 1 og 4 år, og synes det er benhårdt.

    Jeg følger din blog og tænker tit, hvordan gør hun det? Alt ser jo fantastisk ud på overfladen.

    Synes det er flot, at du også vil vise den knap så romantiske side. Og viser du har det svært og bekymringer ligesom os andre.
    Alt det bedste til dig❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristina

    Hold da helt op.. ja jeg fik da mega klump i halsen da jeg læste dette indlæg.. du er mega sej og kan tænke mig at det er en lettelse for dig at få skrevet dette ned og komme ud med det…
    Har selv prøvet meget lignende, og jeg syntes desværre der var en tendens til at glemme alt det man som familie går igennem, når bare tingene går godt igen…
    vi kvinder kan sagtens ha brug for at tale sådanne perioder igennem flere gange, og også efter flere år, og det er ikke altid andre kan forstå dette… så jeg har som dig flere gange skrevet om forløbet og om de tanker man gør sig, og det hjælper….
    Som jeg var vi også tæt på at gå fra hinanden, og vi fik kun redet vores forhold, fordi jeg gik totalt ned med flaget med en efterfødselsdepression, da vores søn var et år.. Dette gjorde at jeg kom til psykolog og fik hul på de ting der gjorde at vi ikke kommunikerede ordentligt… pludselig begyndte vi igen at gå af samme vej og have det samme mål, i stedet for at gå i hver sin retning som vi ellers havde gjort i ca. 2 år.
    Tak fordi du delte dette med os læsere Sarah.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Josefine

    Puha, som mor til 2 små, går det her indlæg lige i hjertet på mig.
    At ens børn bliver ramt af alvorlig sygdom, er jo en mors værste mareridt!
    Så hvor er det bare fantastisk at se at Albert i dag er en frisk og glad dreng.
    Jeg må indrømme at jeg for hver dag der går, får mere og mere respekt for dig Sarah Louise! Shit! Hvor er du en sej og stærk kvinde og hvor har du været igennem meget! Og alligevel kommer du igennem det og bevarer et smil på læben. Du er en kæmpe inspiration for mig som mor, men også som kvinde!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeanette

    Hvor er du altså bare alt for sej Sarah! Jeg beundrer virkelig dit mod og din handlekraft.

    Du kan være virkelig stolt af dig selv 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rebekka

    Tak for et smukt og ærligt indlæg

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Liza

    Jeg kommentere sjældent på noget herinde .. Men følger dig dog i tykt og tyndt! (:
    Dine programmer i tv’et, dine børn, instagram, op og nedture og stemmer på dig hver gang der er mulighed for det !
    Synes du er sådan en sej kvinde! Du har sq ben i næsen og du er inspirere mig gang på gang <3
    Kun rosende ord herfra!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Hvor er kærligheden til ens børn dog stærk, det stærkeste af alt. Er så fuld af beundring over din historie. En fantastisk mor

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    DU er en kæmpe inspiration.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mika

    Du er virkelig virkelig sej… !!!!

    Mange mennesker tror at bare fordi man er smuk og har en flot krop, så kommer man nemt igennem livet. dette her indlæg er så meget et bevis på at det ikke er sandt.
    Jeg har læst din blog fra før du blev gravid med Albert, og du har virkelig kæmpet røven ud af bukserne for at nå til der hvor du er idag.
    Du har virkelig nogen fantastiske børn og du virker simpelthen bare sååå sød og venlig 🙂
    Go’ for it Girl 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ea

    Det er fedt at du er begyndt at skrive personlige indlæg igen 🙂 og sejt gået! du lader til at være kommet ud på den anden side stærkere end nogensinde før

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Hold nu op, Sarah. TAK, fordi du deler. Det er så vildt med kriser, at de er SÅ frygtelige at gå igennem, men man bliver SÅ meget klogere på sig selv og sit liv. Fantastisk at se, hvor godt I klarer jer i dag. Tillykke!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Du er så sej! Jeg startede med at følge din blog, da du blev gravid med Albert – så jeg har “været med” hele vejen. Man kunne godt mærke at det var en sindssyg hård til for dig og jer – men jeg synes det er så flot at du er kommet videre og ovenpå. Al held og lykke i fremtiden til dig og din familie 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Kære Sarah. Du får lige en virtuel krammer! Jeg har så stor respekt for at du har mod på at dele så mange meget personlige ting fra dit privatliv – uanset hvor mange penge der så er i at blogge! Det her er et af de mest personlige og sårbare indlæg jeg til dato har læst fra din hånd, tak!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lou

    Smukt indlæg der fik mig til at tænke tilbage på 4 år med et barn der vågnede 15 gange hver nat. Jeg kender de tanker hvor man ikke kan huske hvem man er, har glemt hele ferier, siddet overfor nære familie medlemmer hvor jeg har tænkt hvad er det nu du hedder??Frygtelig periode som jeg stadig har lidt hukommelses gener fra men føler mig ovre på den anden side. Kender alt til at sidde og ryste med tårerne ned af kinderne nat efter nat. Det er så hårdt man fatter ikke man kan holde til det. Så sejt gået og tak for påmindelsen om at man faktisk er kommet igennem en hård prøvelse!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sanne

    Puha, fik det helt dårligt ved at læse det, så hvordan mon du ikke har haft det… Det må have været en ekstrem hård periode i dit liv, men du er kommet godt ud af det. Du har 2 smukke børn, det er dit liv! Og gode rammer du har fået skabt dem ALENE! Hats off to you! Jeg håber alt godt for jer i fremtiden. Det vigtigste er at du har sunde og raske børn nu. Tja mænd… Tror 90% af tingene klarer kvinder alene. Du har klaret det godt! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mille

    Hvor er du en sej, sej kvinde! Tænk, at man kan komme igennem sådan en tid og være så stærk samtidig. Jeg bukker og nejer i støvet for dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Du har ikke haft det nemt. Et under du er hvor du er i dag. Al respekt og ønsker om medvind og sol på din vej.
    Gode hilsner fra Louise

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sikke et stærkt og barskt indlæg. Fedt at du vælger at dele en så personlig historie! Du er sej 🙂 Og dine børn er virkelig alt for søde! 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kamilla M

    Puha begyndte at græde da jeg læste dit indlæg.
    Smukke Sarah Louise hvor må det bare have været pisse hårdt og hvor er du bare sej
    Elsker at følge dig, du er et kæmpe forbillede
    Respekt til dig og kæmpe knus. Du har bare de dejligste unger og en skøn blog som jeg følger hver dag og har gjort siden du startede faktisk :0)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeanne

    Seje seje mor. Husk at sige til dig selv hvor god du er. Tror kvinder generelt er for gode til ikke at sige “fuck hvor er jeg sej!” Fejer det. Fejr dig.

    Overvej forresten om Albert har manglende MBL. Kig evt på Google. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • charlotte

    Tak fordi du delte. Bare tak og pøj pøj m fremtidens lyksaligheder <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    ❤️❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Puha Sarah, som nybagt mor rør dette indlæg mig dybt, hvor er det bare stærkt! sidder tilbage med tårer i øjne.. kommenterer normalt aldrig, men blev jeg nødt til efter dette indlæg! hvor kan du være stolt over at være så stærk en kvinde og mor!! Håber du efterfølgende, på en eller andet måde fået bearbejdet så svær en tid..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • TJ

    Sikke et stærkt indlæg og hvor kan du bare klappe dig selv på skulderen over den måde, du har taklet al den modgang på:-)
    Du er virkelig et forbillede og dine børn er utroligt heldige at have dig som mor:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Der var engang...