Dagens outfit

Er jeg blevet den strenge mor? og er det godt eller skidt?

Jeg tænker meget ofte på min egen formåen som mor. Jeg synes at det er en daglig scanning af mig selv og min måde at være på over for mine børn og er jeg mon nu god nok. Og jeg tror at man oftest først ved, hvilken mor man er, når man for respons fra andre. Jeg får som regel at vide, at jeg er en god mor, men igår gik det op for mig, at jeg nok også er en ret streng mor. Det var egentlig 2 ting, der gjorde det. En af dem var, at Jackie var her til møde. Vi spiste først frokost og da vi var færdig med det, placerede jeg Albert foran fjernsynet med en petit danon og en malebog og forklarede at mor lige skulle snakke færdig med de andre voksne og bagefter skulle vi lege. Jeg er altid meget konsekvent og har måske også en ret kort lunte, så Albert ved godt, at når jeg siger, at jeg skal arbejde eller at han ikke må plage, så gør han det ikke. Så han sad bare og hyggede. Jackie siger efter en halv time “guud hvor er Albert!? Ham havde jeg helt glemt) Hun var tydeligvis overrakset over hans lydighed, hvilket jo for mig er hverdag.

Lige før aftensmaden igår aftes fik Alma et hysterisk anfald. Det er først noget hun her i sin 1,5 års alder er begyndt på. Hun ville absolut ingenting. Hun græd/skreg uden tåre og kastede sig rundt i sofaen og hvis jeg tog hende op, ville hun ned og så ville hun have en bog og når jeg gav hende den, kylede hun den hen af gulvet og hylede op og pegede på noget nyt, som fik samme tur. Hun gned sig i øjnene og var tydeligvis både træt og sulten. Men efter et kvarters kamp, sagde jeg til hende, at hun skulle stoppe ellers måtte hun ind på værelset. Hun var pisse ligegad og gav mig fingeren på baby sprog ved at kyle med et nyt stykke legetøj og BUM, så løftede jeg hende op og satte hende ind på værelset og lukkede døren. Der fik hun lov at skrige færdig i mindst 5 minutter og da jeg åbnede ind til hende, var hun meget ked af det, men havde tydeligvis forstået budskabet. Men jeg havde alligevel en følelse af, at jeg måske kunne være forkert på den. Herregud hun er jo kun 1 år gammel og måske forstår hun slet ingenting den lille stakkel. På trods af at jeg inderst inde vaklede, så viser jeg ikke min datter det. Jeg krammede hende og kyssede hende og sagde så, at nu er vi gode venner igen. Hun stoppede med at græde og var tilfreds med at sidde på køkkenbordet med en bamse og synge med mig, imens jeg lavede maden færdig.

Så i morges var den lille rappenskralde på banen igen. Hun gik amok over, at hun ikke måtte få Alberts bamse, som Alberts sad og krammede. Da jeg sagde nej, eksploderede hun og så spurgte jeg helt stille og roligt, om hun skulle ind på værelset, hvortil hun højt og tydeligt sagde “NEJ” og satte sig så ned med sin egen bamse istedet uden at sige en lyd. HALLELUJA!!! lige der…. kunne jeg ikke lade være med at smile, for der vidste jeg, at jeg aftenen før havde gjort det rigtige. Hun forstod nu, at var man urimelig, så ville der være en konsekvens og den skulle hun ikke nyde noget af. Resten af morgenen forløb perfekt!

Det kan sgu godt nogle gange være en rodet affære i en mors hoved, når man bestræber sig på at gøre sit bedste. Hvad er rigtigt og forkert. Jeg synes desværre, at jeg oplever en tendens, hvor forældre nærmest er bange for at tage en konfrontation med deres børn. Det er ikke rart når ens børn bliver vrede eller kede af det, men vores job er jo, at gøre dem klar til virkeligheden og ude i virkeligheden, kan man ikke opføre sig som man vil. Nu er mine børn jo kun 1 og 2 år, men jeg er af den meget stærke overbevisning, at opdragelse allerede skal starte tidligt. Og jeg oplever kun at mine børn bliver trygge og afbalanceret af det. De ved præcis, hvor grænsen går. De kender rutinerne. De ved, at når jeg siger nej, så MENER jeg nej. Rutiner, vedholdenhed og konsekvens er vigtige nøgleord for god opdragelse ( i min optik) Anyways så kan jeg konkluderer, at vel er jeg lidt streng efter nogens mening, men jeg føler virkelig, at mine børn er som de, fordi jeg er som jeg er og jeg har ingen problemer med mine børn (endnu)

Billederne her er fra i morges, hvor vi er på vej i vuggestue 🙂 De får altid en snack med til køreturen. Idag var den en ostehaps.

Er jeg blevet den strenge mor? og er det godt eller skidt?

Er jeg blevet den strenge mor? og er det godt eller skidt?

 

 

 

55 kommentarer

  • Maria

    Hej Sarah Louise!
    Nu har jeg godt nok ikke børn selv endnu. men dit indlæg gav mig en smil på læben! For hold K*** hvor er der mange forældre der lader deres børn gøre hvad de vil, og det kan jeg krumme tær over!

    – Hold kæft hvor er du bare sej! Du er din egen, og du gør alting pisse godt! Bliv ved selvom det kan være hårdt! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hemmelig

    Jeg har fået rigtig meget “konsekvens” i min barndom. Meget hurtigt og meget hårde/unfair konsekvenser. Så længe det kun er ganske få ting der udløser en konsekvens er det nok ganske udemærket. Jeg blev fx sendt ud i gangen hvis jeg blinkede/vendte øjne -> flere år efter fandt mine forældre så ud af at jeg havde tourette syndrom og derfor havde ticks. Sådan er det mange eksempler. Ved brug af for mange kan der komme nogle hårde konsekvenser af konsekvenserne senere hen. Jeg har haft meget svært ved at kaste mig ud i nye ting, haft svært ved at slappe af og føle mig tryg og været meget tilbageholdende. Jeg er stadig ret tilbageholdende og min selvtillid er lav derudover hat jeg et stort behov for at please andre og tænke på andres behov før mine egne.

    Jeg siger ikke at konsekvenser ikke skal være en del af opdragelsen, for det skal det! Men at man skal tænke nøje over hvordan man bruger det, både til hvad og hvilke! 🙂 Jeg er dog på ingen måde fan af “efterladelses”-konsekvensen!!!! Men det skyldes mine personlige oplevelser med denne.

    Er helt sikker på at du er en god mor 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    halleluja!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mie

    Når man sætter sit barn ind på værelset til timeout, viser du dem at det er dem man ikke vil acceptere, hvorimod hvis du laver time-outen inde i fx stuen viser du barnet, at det er ders handling du ikke vil acceptere.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Hej Sarah 😉

    Jeg syntes nu ikke det lyder til, at du er en streng mor 🙂 jeg syntes det lyder ret fornuftigt det du gør! Og det at du sætter grænser for dine børn er bare iorden! Du hjælper jo faktisk bare dine børn på længere sigt – de ved hvor de har dig og hvor grænsen går til… Syntes at opleve, at mange børn (ikke alle) i dag bare får deres vilje, hvis de skriger det mindste… Og kan godt forstå forældre, at de bliver frustreret og gerne vil undgå en konflikt, men det jo bare ikke løsningen… Og det bliver kun svære på længere sigt når barnet/den unge skal til at stå på egne ben.
    Syntes du gør det godt og er en god mor for dine børn 🙂

    God weekend!

    Mvh Maria

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kathrine

    Jeg synes du virker som en god mor 🙂

    Men jeg er meget uenig i at sende et barn væk pga det du betegner som hysteri – især et så lille barn ..

    Jeg er så heller ikke en der kun hænger mig i om ting virker – men mere HVORFOR de virker … 🙂 og man kan sagtens finde en løsning uden at straffe børn, og det mener jeg det er når man sender væk fra fællesskabet.

    Men som du selv siger er vi bare forskellige og vi skal respektere hinanden 😉 så længe folk ikke skader deres børn naturligvis .

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Josephine

    Trusler, time-out og deslige er ikke anerkendende og lyttende tilgang. Det et svært at være anerkendende og lyttende, hvis man følger op med et “men” altid og specielt med en trussel.

    Kan kun anbefale at læse om denne form for opdragelse. Den måde vores forældre gjorde på er ikke altid bedst og det ligger ubevidst i os, at opdrage på samme måde.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bettina

    Du er så fantastisk Sarah! Håber Du vælger at følge dit hjerte og din mavefornemmelse fremover og fortsat gør hvad der fungerer bedst for dig og dine børn – på trods af modargumenterne.
    Tak for det meget relevante og endnu engang ærlige indlæg.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Mine forældre har givet mig samme opdragelse, som du giver dine børn. Som ung synes jeg ikke de var fair og jeg synes at de var virkelig onde. Jeg sagde altid at hvis jeg fik børn ville jeg ikke opdrage dem sådan. Men i dag er jeg virkelig glad for at de var som de var, og jeg vil give mine børn samme opdragelse. Der er alt for mange forældre der ikke gør som du gør, og de børn får det svært når de kommer i skole. Og det er også det man ser i skolerne i dag, at forældrene har været for søde, hvor ved deres børn tror de kan gøre hvad der passer dem i skolen og alle andre steder. Så bliv endelig ved med at være den “strenge” mor, i min verden er det en god mor, som de vil respekter og elske resten af deres liv.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Ah men altså! Alle opdrager børn forskelligt, fordi både børn og forældre er forskellige. Længere er den ikke! Vi gør heldigvis ikke det samme, eller har den samme mening for så var vi alle blevet skræmmende ens!
    Nå det så er sagt, så synes jeg virkelig at der er blevet for mange “korrekte” forældre der netop ikke er konsekvente og ikke tager sig af hysteri anfaldene, men bare lader børnene gå amok fordi det skal man nu også kunne rumme. Barnet tager altså ikk skade, måske det er bevist nogle steder, men det er det modsatte så sandelig også!
    Jeg synes også du gør et fantastisk arbejde med dine unger, de er trods alt en mundfuld i den alder.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Nu har jeg selv arbejdet i vuggestue, hvor vi brugte konsekvens pædagogik med en anerkendende tilgang. Vi anerkendte barnets følelser “jeg kan godt se at du bliver sur, men du skal spise din rugbrød før du får frugt”. Hvis barnet fortsat smed med maden eller ikke ville spise, “advarede” vi barnet – “hvis du ikke spiser din mad, så kommer du ned”. Hvis barnet fortsat havde en uhensigtmæssig opførelse, kom barnet ned. Ydermere brugte vi rigtig meget naboros.

    Det er noget fis at sige, at småbørn ikke forstår konsekvens – det gør de! Og når de får deres hysteriske anfald, er det vigtigt at anerkende deres følelser, advare om konsekvens og derefter udføre konsekvensen, uden at snakke med dem.

    Sara Louise – du gør det skide godt! Mødte dig for 3-4 år siden i Herning, hvor vi festede sammen. Du er skide sjov og enormt sød og hjertevarm! Held og lykke med det hele 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anne

      Kunne ikke være mere enig! Anerkendelse af barnets følelser, men samtidig skal der selvfølgelig være konsekvens, som passer til barnets alder.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    I min verden, er der umådelig meget kærlighed bag et ‘nej’..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ditte K

      Jeg melder mig med her! At sætte grænser og give konsekvenser, mener jeg bestemt er en stor kærlighedserklæring til sine børn.
      Det viser, at du som mor kan se længere frem, og guide dine børn i den rigtige retning.

      Jeg ser det lidt som et skib på havet – det kan godt være, at andre veje ser nemmere ud, men det vigtigtigste er ikke hvor nem ruten er, men at skibet kommer sikkert i land, trods uvejr og modgang. For at kunne gøre dette, skal skibet rumme den bedst mulige last og guides i den rigtige retning 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Jeg synes du gjorde det helt rigtige. Jeg er 23 år idag og har aldrig tvivlet på mine forældres kærlighed, selvom de (ligesom dig) holdt fast på, at nej var NEJ når jeg blev hysterisk. Ellers kan man som barn jo køre sine forældre rundt i manegen! Jeg tror bestemt ikke de lider nød under det. Så længe de får masser af kærlighed og tryghed (som de jo gør), så kan slet ikke se noget forkert i det.
    – Derudover så bukker jeg mig i støvet for din ærlighed – for at “turde” tage et så hudløst ærligt emne op, som man ikke ser hos nogen anden blogger. Det er bl.a. det der gør din blog så speciel og fantastisk – du tør sige det højt som alle andre tænker:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette s sørensne

    Du er en super mor, og skal ikke ha dårlig samvittighed. Du gir dem kærlighed i hverdagen , men viser dem også at du bestemmer. Har selv to drenge, hvor den ene fik hys anfald, med gråd, skrig og skrål. Han blev også forvist til sit værelse, og faldt derefter til ro. Med den opdragelse og kærlighed du giver din børn, kan det kun blive to endnu mere fantastiske børn. Go weekend til jer alle 3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Millie

    Sarah, det kunne have været mig der havde skrevet det indlæg! Men datter på 1,5 år får også nogle hysteriske anfald! Og hun er IKKE til at tale til. Hun kaster sig rundt 🙂
    Vi går det samme som du gjorde med at sætte hende ind på værelset på hendes lille gulvtæppe. Dog med døren på klem, for hun får at vide at hun kan komme ud til mor og far når hun er stoppet med sit raserianfald. Så når hun er klar igen kommer hun selv ud. Hun forstår virkelig princippet i det. Som bare halvandet. Vi er nået dertil, efter 1,5 uge med denne metode, at vi nu kan sige til hende når hun får et “anfald” at hun skal gå ind på værelset indtil hun er god igen. Og det gør hun så bare. Hun går trampende derind og sætter sig på sit lille tæppe:-) andre gange stopper hun også sit anfald blot ved “truslen” af at hun skal gå derind på hendes tæppe.
    Knus til dig fra en Mor der er enig med dig 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie Pedersen

    Fantastisk indlæg, du lyder som en vidunderlig mor, der giver dine børn faste rammer og ikke mindst en masse gode værdier, som de i fremtiden kommer til at nyde rigtig godt af ☺️ God weekend til dig og dine søde børn

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lene

    Gid andre opdragede deres børn som du gør.
    Du har helt ret med alt hvad du skriver i dette indlæg.
    Når dine børn bliver store vil du takke dig selv for at du har været som du beskriver i din opdragelse og andre vil fortryde at de hellere ville være venner med deres børn end opdrage dem.
    Fortsæt endelig i samme stil, det er hårdt her og nu men belønner sig senere.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Netop Sarah Louise det er nøjagtig den opdragelse børn skal have, eller lærer de heller ikke hvad der er forkert og rigtigt. Der skal være en konsekvens, hvis man opføre sig som en lille hystade. Samme opdragelse får vores lille pige. Selvfølgelig gør det ondt som forældre at høre sit barn græde, men som du skriver så skal der være en konsekvens.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • fie

    som pædagogstuderende, som har været i et par pratikker og som vikar i en vuggestue, så sætter jeg pris på forældre som dig!

    jeg oplever alt for mange forældre der giver efter for deres børn som skriger hysterisk så hele institutionen kan høre det fordi barnet ikke vil hjem, og så ender mor eller far med at sidde og vente en time på barnet fordi han eller hun ikke tør tage affære – det er selvfølgelig ikke super fedt foran alle mulige, men man skal jo for fanden vælge sine kampe og tage dem der er af betydning !

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Birgitte

    Det er netop pga sådanne nogle indlæg, at jeg elsker din blog. Du tør fortælle om “hysteriske” anfald og situationer som alle oplever, men ikke tør fortælle i denne blog verden. Tak for det 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Du gør det godt! En god mor TØR sætter grænser op for sine børn, alt andet er kun synd for børnene på sigt. God weekend til den dejlige familie

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Monica

    Vi sætter vores søn ud i gangen når han får time-out 8han er 2 1/2 år), ikke ind på værelset – værelset skal være et hyggeligt sted at komme og ikke en ‘skammekrog’. Desuden skal de være et sted hvor de kan tænke over tingene, hvor der ikke er andet at lave end det – det er jo meningen med time-out, ik sandt? Du kan ikke se om hun sidder og leger med dukker, hopper i sengen osv. når hun er på værelset.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Da min søn var barn, fik jeg altid at vide at jeg var en streng mor – af andre altså. Fordi jeg var konsekvent, fordi et nej var et nej osv. Indimellem syntes jeg også selv, at jeg måske var for streng, men alligevel!! I dag takker han mig rent faktisk for det, og han har flere gange sagt, at der var nogle situationer, hvor han selv måske ville ha’ langet en flad ud, og ikke forstår, at jeg kunne bevare roen. Han er i dag et velfungerende voksent menneske, der opfører sig, så andre kan holde ham ud, og det er jeg rigtig glad for og stolt af 🙂 Så fortsæt du bare med din konsekvens, for du viser jo også dine børn masser af kærlighed oveni, så dig er jeg slet ikke bekymret for 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Birgitte Pedersen

    Hej Sarah-L!
    Jeg mener ikke du hverken er en god eller dårlig mor. Du er mor! Og lille Alma er bare Alma. Hun “opfører” sig ordentlig, når hun kan og ellers er det fordi hun er træt, overstimuleret eller lign. Jeg går ikke ind for konsekvenspædagogik, for den hviler på den antagelse, at børn godt kan, men de vil bare ikke. Og det ved jeg ikke passer. Jeg ville i stedet spejle hendes følelser af frustration og sige, nu bliver du godt nok vred og ked af det, så plejer følelsen at slippe, for du ser hende og hendes følelser. Og så ville jeg give hende en pause på en omsorgsfuld og kærlig måde. Gør hendes verden lille og behagelig. “Nu skal du sætte dig her”, “her er sutten”, ..Det, der virker. En beroligende arm rundt om et barn, virker også som magi på for mange indtryk efter en lang dag. Jeg går ikke ind for at udskamme og få børn til at føle sig forkert og deres følelser forkerte. Det fik jeg rigeligt af i min egen barndom. Jeg har også eksperimenteret mig frem, og jeg har også gjort ting, der ligner det mine forældre gjorde, og hold da kæft hvor jeg fortryder det. Jeg ser kun at de fleste klog og ordentlige piger, som os finder en god måde at gøre det. Du er også bare i gang med at øve dig, ligesom vi andre er…
    Kærlige hilsner,
    Birgitte

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • kristina

      Det kan da virkelig også blive FOR pædagogisk. Der er kommet så meget fokus på børneopdragelse, og ALDRIG har børn og unge opført sig SÅ dårligt. Jeg er helt enig med Sarah Louise. Hendes handling lærte Alma, at der er en konsekvens. De af jer der siger, at børn ikke kan finde ud af det, har jo tydeligvis ikke læst videre, og set, at Alma faktisk lærte af det. Jeg mener ikke, at vi skal opdrage som i gamle dage, hvor det var mere hårdt, men vi tager heller ikke skade af, at bruge bare noget af det. Alt er blevet overpædagogisk og det er virkelig til at brække sig over. Vi kan sagtens guide vores børn, også når de laver unoder, men en fast og konsekvent måde at håndtere situationer på, er ikke af vejen. Tværtimod trives langt de fleste børn med, at der er en konsekvens, for de lærer lynhurtigt, hvor grænserne er, og svæver ikke mellem hvad må vi og hvad må vi ikke, hvilket gør dem utrygge. Lola Jensen (som en nævner, har selv talt om dette, så jo, hun mener også det er vejen frem. Hun har dog lavet denne tommelfingerregel: Et barn må sidde, lige så længe som dets alder (dvs 1 år- 1 min, 2 år – 2 min osv) Børn lærer helt fra de er 6 mdr, at danne vaner. Derfor lærer de også lynhurtigt, at handle ud fra forældrenes reaktionsmønster. Hvorfor lærer de mon at sove selv, falde i søvn selv osv? Fordi vi giver dem nogle måder at lære det på…ergo forstår de udemærket godt, hvad handlinger udløser

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jeg er fuldstændig enig! Grænser og konsekvenser skaber trygge gode og trygge rammer for børnene. Hilsen en pædagogstuderende. 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jannie

    hej Sarah.
    Det lyder som om du har helt styr på din rolle som mor. Du skal bare lade være med at analysere dig selv hele tiden. Selvfølgelig er du en god mor!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mika

    Pas på at Alma’s soveværelse ikke bliver til ‘du-har-gjort-noget-forket’- værelse.
    Ikke at jeg skal sige at du gør det hver gang, fordi det aner jeg ikke noget om. men det kan give problemer med at få hende i seng senere i livet, da hendes seng/værelse har været ‘brugt’ om ‘straf’ 🙂 bare en venlig påmindelse ..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • sarahlouise

      hun kom faktisk ind på alberts værelse:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mika

      Nå okay – det var også bare en super venlig reminder fra en læser som har fulgt dig i 3 år 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • sarahlouise

      ja og du har ret:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Janette

    Jeg syntes, at du gør det helt rigtige.
    Nu er mine børn 19 og 20 år og det foregik på samme måde, som du gør.
    En af mine veninder sagde at jeg var for skarp, men hendes dreng (også 20år) har været i alt mulig lort siden han var 13år og ikke for at være hellig, så har min på 20 år opført sig ordentlig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Janni

      Der kan så også være mange andre faktorer som spiller ind der end lige opdragelse 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du er

    Dårlig mor og billig og grim

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hanne

    Du er som en mor skal være. Du viser dine børn omsorg og forståelse,har dem med i daglige gøremål,er fjollet sammen med dem og sætter grænser for dem når det er nødvendigt. Du skal aldrig betvivle dine evner som mor.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle

    Er fuldstændig enig i, at børn har brug for tydelighed fra voksne, at de kender rammerne og de voksne er forudsigelige, det giver tryghed.

    MEN jeg mener ikke at straf, skammekrog eller skæld ud er vejen frem, slet ikke med små børn. Små børn har ikke en forståelse af hvorfor de bliver “straffet” , deres hjerne er ikke tilstrækkelig udviklet og de kan ikke gennemskue konsekvensen af deres handling og straf giver dem blot en følelse af utryghed og at de er forkerte. Hvilket på længere sigt har betydning for udviklingen af selvværd. Altså dermed ikke sagt, at man ikke kan sige ” det vil jeg ikke have”, men hvis de skal lære af det er de afhængige af at den voksne italesætter hvad de så kunne gøre. De lærer af det vi gør som forældre og måden vi håndterer når de gør noget vi ikke vil have, får betydning for hvordan de selv lærer at tackle vrede, frustration, glæde osv.

    Lige et par tanker herfra 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Enig! Børn skal heller ikke lære, at det at vise utilfredshed betyder, at man kommer på værelset. Det skal ikke være en straf at vise følelser. Din datter har endnu ikke et sprog, så hun kommunikerer gennem hendes handlinger. At sende hende på værelset og i skammekrogen når du ikke kan styre hende (når I ikke er enige), kan være det samme som at vise, at du ikke anerkender hende. Vi bryder os jo heller ikke om at få at vide, at det vi siger ikke er rigtigt eller de følelser vi har er forkerte, og vi derfor skal gå væk. Det er en balancegang mellem at anerkende vores børn i øjenhøjde og samtidig vise dem grænser.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • sarahlouise

      mine børn må gerne være utilfredse og vrede er ok og naturligt, men et hysterisk anfald og smadre ting er ikke i orden og er en grænsesøgende adfærd. Som jeg plejer at sige til Albert, hvis han insistere på kage til aftensmad, ” det er helt ok, at du er sur, men du får stadig ikke kage til aftensmad” så surmuler han og mukker lidt. Men hvis han bliver hysterisk, så er der en konsekvens. Et nej er et nej og det synes jeg bestemt ikke er manglende anerkendelse af sine børns følelse, men at være den voksne i hjemmet. Men hey…man opdrager forskelligt og alle børn er forskellige og kræver forskellige regler.:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Janette

      Så rigtig Sarah Louise

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lina

      Det er faktisk rigtigt at Lola Jensen etc. fraråder den metode at sende børn væk da de føler sig afvist som der skrives ovenover og det kan få konsekvenser på sigt. Også selvom du ikke mærker det nu.
      Min mor gjorde det med mig og det har bestemt haft en negativ effekt på mig. Så lige det skulle du måske genoverveje om er det rigtige. Dermed sagt er jeg sikker på du eller er en fantastisk mor:-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • sarahlouise

      Men sådan er verdenen jo. Man bliver udelukket fra det sociale, hvis man ikke opføre sig ordentligt. Og nu gør jeg det jo kun når hverken tale eller noget andet virker.:) Og hende Lola der, er jeg ikke så begejstret for;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • nanni

      Du bliver ved med at forsvare din handling, og virker slet ikke åben overfor, at det måske ikke er det helt rigtige du gør.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lene

      At sætte børn ind på værelset er dårlig børneopdragelse. Dermed viser man dem at du ikke er god nok til fællesskabet og viser den afmagt der er i at jeg kan som din forældre ikke håndtere din vrede, dit skrigeri eller dit hysteri. God børneopdragelse er at håndtere konflikten I (med stort :-)) fælleskabet, så barnet lærer at håndtere sine følelser sammen med andre. Ved at sende dem på værelset lærer man dem at håndtere svære følelser alene og ude af fællesskabet. ALDRIG sende børn på værelset. Har man gæster og en trodsig to-årig stjerner ud og det trækker i langdrag med at håndtere det i fællesskabet, er det okay at gå med barnet ud, men aldrig lade det alene..

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • sarahlouise

      Ind på værelset eller en time out. Kald det hvad du vil, det virker her og jeg er ikke enig med dig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • sarahlouise

      Indlægget handler jo netop om hvordan jeg var i tvivl og ikke længere er det. Jeg synes ikke jeg som sådan forsvare mig selv, jeg svare blot at jeg står ved mine metoder:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Det at Sarah sætter grænser og giver konsekvenser er da overhovedet ikke ensbetydende med at hun ikke er anerkendende? Som hun selv skriver så siger hun fx “Jeg kan godt forstå du er vred.” Så har hun anerkendt barnet. Folk skal virkelig lære betydningen af ordet anerkendelse – Hilsen den pædagogstuderende der er træt af folk der ikke kan kende forskel på ros og anerkendelse.
      Ps. Sarah, du gør det pisse godt. Jeg er vokset op med 5 søskende men til familie fester var det aldrig os der larmede eller løb rundt og var forstyrrende og irriterende for andre. Vi var nemlig opdragede til at høre efter hvad der blev sagt – første gang! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Janni

      Cecilie jeg havde TPE med en pædagog(læser selv til socialrådgiver), som mente at man måtte slå børn så længe det ikke var en fast rytme, men f.eks hvis de ikke havde lavet lektier. så fordi man er pædagog/pædagogstuderende gør ikke ens holdninger mere korrekt 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nina

    Fedt at læse!! Det er præcis sådan børn skal opdrages efter min mening. Jeg er dog slet ikke tæt på at være mor, der går liiige en del år. Men med en masse erfaring med børnepasning både i institutioner og privat som aupair, har jeg set let af det hele. Dine børn får masser ag kærlighed og grænser – godt arbejde, som alene mor og karriere kvinde 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jane

    Hej Sarah,
    Nej, du er da overhovedet ikke en streng mor ud fra de ting du her har skrevet om. Man er nødt til at være lidt konsekvent, fordi det synes jeg bestemt ikke, at børn tager skade af. Det er jo hverken noget med skammekrog eller spanskrør. Hvis de får lov til alt og til at opføre sig fuldstændig, som det passer dem, så kan andre mennesker jo ikke holde dem ud til sidst.
    Jeg synes du er en vidunderlig mor, og det at du tænker over, om du har været streng viser jo kun, at du har hjertet på rette sted. Rigtig god opdragelse. Og det er nogle smadder søde børn du har.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle

    I min optik .. God mor

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Hej Sara. Jeg synes du lyder som en rigtig god mor. Jeg synes det virker til at være nogle dejlige velbalanceret børn du har. Jeg har selv 2 børn, med 16 måneders mellem rum. Den yngste er 1,5 år. Jeg og min familie (2 børn og farmand) bor i udlandet og har vi gjort de seneste 7 år, grundet farmands arbejde som sportsmand.. Det betyder at vores børn også er vokset op på stadioner rundt omkring i verden og det betyder også at jeg er nødsaget til at være ret konsekvent i min opdragelse. Og nogle gange spekulere jeg på, ligesom dig om jeg er for streng. Men når jeg ser på mine børn , eller dine udfra billederne, synes jeg egentlig at jeg gør et ret godt stykke arbejde som mor og det virker det bestemt også til at du gør. Tror det er den samlede mængde kærlighed, opdragelse og samværd der danner ens børn. Jeg deler mange af dine holdninger og når jeg nogle gange har nogle banditter herhjemme, er det dejlige befriende at se andre mødre der også kam have krudtugler.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dagens outfit