Væk med appelsinhud på lårene

Om at være søster og værge til en selvmords truet skitzofren lillebror

Om at være søster og værge til en selvmords truet skitzofren lillebror

Som nogle af jer måske ved fra tidligere indlæg, så har min barndom ikke været en dans på roser. Men jeg var jo ikke det eneste barn i vores hjem. Jeg har også 2 lillebrødre. Den ene hedder Simon og den anden kalder vi Jonas. Jeg har valgt at skjule hans rigtige navn for at beskytte ham. det skal sige at jeg egentlig tror at min mor ændrede adfærd over for min mindste bror Simon, den dag jeg blev fjernet fra hjemmet, men på det tidspunkt var det for sent for Jonas. Simon er velfungerende gut idag, men så heldig har Jonas’s skæbne ikke været.

Jonas har altid haft det sværrer end andre, så lang tilbage som jeg husker. En sensitiv lille gut, der både var ordblind og bagud i de fleste fag i skolen. Han tog klasserne om mange gange og fandt sig nok aldrig rigtig til rette. Så i et miljø i skolen, hvor man aldrig følte sig god nok eller som de andre, sammen med et miljø derhjemme med en ustabil, usympatisk og voldelig mor, så udviklede Jonas sig i en farlig retning. Havde der været nogen, der sådan RIGTIG havde holdt øje med ham og været opmærksomme på ham, så tror jeg godt at udfaldet kunne have været forhindret. Men vi var ikke meget andet end børnepenge for min mor, så hans glidebane blev ikke opdaget og da det så blev rigtig slemt, smed min mor bare Jonas ud…på gaden som 18 årig.

Jeg hørte ikke fra ham længe og jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle stille op og jeg vidste heller ikke dengang i min unge alder at min bror var syg. En dag stod han pludselig hjemme hos min mormor og morfar i shorts og meget beskidt bluse og helt hullede og ødelagte sko og det var vinter. Han lignede indbegrebet af en hjemløs. Han bad om lidt penge og så stak han af igen, på trods af at han fik tilbudt at blive.

Der gik igen noget tid, hvor jeg ikke vidste, hvor han var. Så en dag fik jeg et opkald fra en fyr, der ledte efter Jonas, fordi han skyldte ham penge. Han fortæller mig så at der samme morgen er blevet begået et røveri imod et apotek og at beskrivelsen passede på min bror. Fyren sagde at det var hans skyld, da han havde sagt Jonas havde 24 timer til at skaffe pengene. Kender i det…..den der følelse af et sug i maven og ikke på den fede måde…jeg vidste bare at det var min lillebror. Jeg fik min brors nr, af den fremmede i tlf og efter en snes sms’er fik jeg hul igennem til ham.

Som nok det eneste menneske, der nogensinde har været der for ham, stolede han på mig og fortalte at han havde gemt sig i en skov og at han havde røvet det apotek for at få penge til sin ven. Han græd og var bange….min lillebitte lillebror…jeg husker tydeligt hans glade lille smil fra da vi var små og hvor højt jeg elskede ham….og nu sidder han alene i en skov i jylland og græder, fordi han har gjort noget rigtig dumt…. Hvad fanen skulle jeg gøre. Jeg gjorde det eneste rigtig og fik ham overtalt til at melde sig selv. Det gik han med til. Derefter ringede jeg til det lokale politi og satte dem ind i situationen og fortalte dem, hvor han var og så hentede de ham. Derefter ringede jeg til min bror, som jeg så havde i røret indtil politiet kom. ” nu kommer de” sagde han med en rystende stemme. Jeg havde bare lyst til at flå ham ud igennem tlf’en og ind i mine arme og passe på ham. Istedet forsikrede jeg ham om at alt nok skulle gå og så blev røret lagt på.

Der var så stille i min kbh’er lejlighed….  Hvad nu…hvad kunne jeg gøre….jeg var selv bange og tankerne fløj igennem mit hoved og jeg skiftevis græd og rasede over hans situation. Jeg føler sådan en kæmpe skyldfølelse, fordi jeg flyttede hjemmefra som 15 årig og dermed lod mine brødre i stikken, men dengang var det nærmest et spørgsmål om liv og død for mit eget vedkommende. Jeg var NØD til at lade dem i stikken for at få et bedre liv….den følelse sidder i mig til den dag jeg dør.

Han blev hurtigt løsladt og så fik jeg ham på et tog sendt til kbh, hvor jeg hentede ham på banegården. Han var helt snusket og beskidt og uklippet….det skar i mit hjerte at se ham sådan og jeg skulle virkelig beherske mig for ikke at græde. Han virkede flov og modløs, men jeg ignorerede alle de dumme følelser og gav ham et stort velkommen hjem kram og nu skulle jeg fanme nok få ham på rette køl…..men jeg vidste sleet ikke hvad jeg var oppe imod. Vi ramte et langt forløb, hvor alt hvad jeg gjorde for at hjælpe ham, slog fejl. Han fik det slemmere og slemmere med sig selv og en dag fik jeg en opringning fra det ungdoms hjem, jeg havde fået ham ind på at min bror var blevet akut indlagt for selvmords forsøg.

Jeg var fuldstændig i chok…..jeg troede faktisk han var et godt sted, for jeg havde skaffet ham et sted med overvågning og hjælp og støtte. Det viser sig så at efter flere selvmords forsøg og han bliver indlagt på den lukkede at han er skitzofren og at han hele tiden høre stemmer, der fortæller ham at han skal dø. Jeg blev kaldt til samtale på den lukkede afd. for at tale om min bror…de spørger mig om jeg vil være hans værge, hvortil jeg svare ja og derefter forklare de mig, hvad det vil sige at have det som han har det. De fortæller også at hans chancer for at få et langt og sundt liv, er meget små. Jeg lytter og nikker og jeg trækker ikke en mine. Bagefter går jeg ud til min bror og sidder og snakker lidt. Jeg kan se at han har taget lidt på, men ikke noget, der bekymrede mig. Han fulgte mig ud til bilen og jeg kørte hjem af. Efter 10 min. kørsel fik jeg pludselig vanvittig meget kvalme og hjertebanken og måtte holde ind til siden. Jeg havde svært ved at trække vejret og måtte ud af bilen…. der sad jeg så på hug og prøvede at få luft. Efter et par minutter var jeg rolig igen og SÅ græd jeg. Heldigvis sad jeg sådan på jorden at forbikørende ikke kunne se mig. Jeg sad bare der og græd i næsten 15 min….. Det føltes som om at jeg havde båret på noget tungt rigtig længe og egentlig troede at jeg var kommet i mål, bare for at indse at man ikke engang kan se målstregen. Hvordan var det nået hertil…. hvordan kunne min søde lille skøre sjove lillebror være nået hertil…. Jeg var fuldstændig magtesløs og bange…

Som med så meget andet lort her i livet, så vender man sig til tingene. Den dag i dag så veksler han mellem at være på den lukkede, når han har forsøgt at tage sit eget liv eller så er han på et behandlings hjem. En gang hvor jeg besøgte ham  så virkede han helt frisk og levende og fortæller løs og imens han sidder og snakker helt normalt, kan jeg ikke abstrahere fra den syning han har i hovedet, fra da han tidligere på ugen smadrede sit hoved ind i væggen så mange gange at han slog hul. Jeg smiler og krammer ham og går derfra med den evige tomme magtesløse fornemmelse. Hver gang er han blevet nogle kg’er tungere. Medicinen er skyld i han tager på. Det er et tragisk paradoks at den medicin, der skal holde ham i live, kan ende med at slå ham ihjel pga. overvægt.

Jeg lever hver dag med at idag, kan der komme DET der opkald, hvor det rent faktisk er lykkedes ham at tage sit eget liv….det er frygteligt at kende sandsynligheden for at jeg en dag skal til hans begravelse…. min egen lillebitte dejlige lillebror. Jeg græder i dette øjeblik…hvor ville jeg ønske at jeg kunne hjælpe ham eller ændre fortiden….. bare holde om ham. Den store mand som inderst inde aldrig rigtig blev voksen og i en al for tidlig alder, skulle opleve grimme ting…. Hans øjne er sløret af medicin og han er mere og mere en skygge af sig selv. Det eneste jeg kan gøre nu, er at være her for ham og støtte ham 🙁

Puha det blev lige et ret langt indlæg….. Jeg elsker mine brødre…og jeg vil være her for dem, til den dag jeg dør….og sådan er det meningen familie-kærlighed skal være!!!!!!! Nu jeg selv har fået børn, vil jeg altid bestræbe mig på at være en lyttende og observant mor.

66 kommentarer

  • Jensen

    Kære Sarah
    Jeg har lige læst din artikel i EB, fy føj hvor jeg føler med dig ! Sig mig er din mor i familie med min mor ?? Jeg har været nøjagtigt det samme igennem som du har, desværre valgte begge mine søskende livet fra. I dag har jeg intet familie, udover mine to børn. jeg gøs helt ved tanken om din artikel, det var jo mig i den :-/
    sender dig kærlige tanker og du gør det pissegodt som mor !
    knus fra mig
    Jensen

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sarah Louise

      Åh hvor frygteligt med dine søskende!!!! Livet er bare så mystisk skruet sammen…. og mange tak❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Kære Sarah, dit indlæg gør stort indtryk. Jeg har SÅ meget respekt for din succes, for du har virkelig skulle klare dig selv fra helt lille og det er ikke et stærkt grundlag at have som menneske. Trods det lykkedes det dig alligevel at blive et helt menneske.
    Jeg har selv haft en traumatisk barndom/ungdom og trods det, så er jeg så stærk, at lige meget hvor meget jeg bliver slået i gulvet her i livet, så rejser jeg mig altid op igen. Sådan har det været indtil videre i hvert fald. Jeg har indtrykket af at det samme gælder for dig.
    Enten så knækker man, af sådan en opvækst, som det så forfærdeligt skete for din lillebror, eller også så er man en korkprop.
    1000 gange mere respekt til dig, end til bloggere som kommer fra en kernefamilie (al respekt for det) og som får i hoved og røv af deres kærester.
    Du er et forbillede! Smuk, smart, stærk, arbejdsom, succesfuld, god mor og selvbevidst kvinde.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sille

    Hvor er det ærgerligt at “Jonas” er kommet helt der ud. Jeg gik i folkeskole med “Jonas” et stykke tid, men i flyttede på et tidspunkt væk. Jeg boede meget tæt på jer, da i boede i det gule hus, og var ind i mellem nede og lege med både dig og “Jonas”. Naiv, som børn heldigvis er, opfattede jeg aldrig at noget var galt. Blot at det var underligt at der var børneværelse med dør og brevsprække i væggen (fordi det var en forgang).
    Jeg så, for et par år siden, et billede af ham (kan ikke huske om det var på din bog? !) hvor jeg tænkte at han var en flot fyr. Hvor er det ærgerligt at medicinen så gør at han tager på.
    Jeg ønsker både ham og dig det bedste.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anders hostrup

    Du er simpelthen en sej tøs, respekt. Det lyder så tarveligt, men jeg mener det virkelig.
    fortæl din historie, den kan være til opmuntring for masser af unge, der sidder i et lignende hul. Man kan komme op og vinde, det er ikke altid nemt, men muligt. Du er simpelthen sej.

    Mvh
    Anders

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Alex

    hej Sarah hvor gør det ondt at høre om din bror jeg kan huske “Jonas” fra efterskolen hvor vi gik sammen. Jeg havde hørt meget om jeres liv. Jeg havde aldrig troet det skulle komme der ud. Kan huske du kom en dag ud på efterskolen til ham med et par blå jeans med til ham. Så tá du og klipper & rykker den ene baglomme a de jeans. Fordi det var smart den gang 😉 . Efter vi gik ud a efterskolen så jeg ham nogen gange inde i Aalborg og vi snakkede om den tid vi gik sammen. Jeg håber inderligt at “Jonas” får det bedre kys og knus til jer alle <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Carina

    Jeg er ikke tvivl – Du er en fantastisk mor og SØSTER ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Håb

    Woow et vildt følelsesladet og fantastisk indlæg . Kan udemærket godt sætte mig ind i dine tanker, følelser , den afmagt og frustration der til tider opstår men i ligeså høj grad hvis ikke højere .
    Kærligheden, kærligheden, håbet , ønsket , drømmen mv om alt det bedste for ens søskende.
    Har selv 2 (ikke samme familiemedlem på den mene side ) der aldrig rigtig blev taget hånd om og idag sidder hvert deres sted med div udfordringer og ting at slås med.
    Hvoraf den ene er hårdt ramt på diagnoser og generel måde og tilgang til livet og dets udfordringer på .

    Bag denne skærm sidder man her som den der har truffet nogen gode valg, den der har kæmpet for sig selv, sine søskende, for at bevare det gode og vise/guide/hjælpe dem når nøden har været størst men også den der har fået et godt liv/tilværelse og lykkelig for at være noget hertil men samtidig skulle bearbejde sorg/frustration når det går den forkerte vej gang på gang for ens nærmeste… Og de ikke altid er til at trænge ind til og få hjulpet helt på rette spor…
    Håber og tror på at uanset hvad der bliver sagt/gjort os alle i denne verden imellem så er der kærlighed, respekt og gensidig omsorg ud fra devisen “behandle andre som man selv vil behandles “

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sanne

    Rigtig stort ros for så et personligt og ærligt indlæg. Jeg fik et klump i halsen og tårer i øjnene. Det er rigtig modigt af dig. Sender jer de bedste tanker. Det er også flot klaret med hvor du er nået idag. Der er bare nogen ting hvor man er magtesløs, men smukt at være der for din familie. Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • AS

    Stor ros for så ærligt et indlæg! De bedste tanker til dig og din bror.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Hold nu K*** et blog indlæg……
    Du er da den sejeste kvinde Sarah Louise…. Jeg sidder med en klump i halsen over alt det du har gennemgået og som du skriver frygter skal ske….
    Du er blevet en inspirationskilde, for mig efter jeg også har 2 små børn…. Dit seje humør, din vilje til, ar hjælpe andre følge deres drømme og dit kæmpe hjerte. Det er guld værd…
    Du har hjertet på helt rette sted… Fantastisk flot indlæg

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sanne

    Som lillesøster til en – nu afdød – tidligere alkoholiker med svære depressioner og social fobi, kan jeg så levende sætte mig ind i dine tanker….
    Det er så vildt hårdt at være “tilskuer” til at vore kære har det så skidt….

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Du er et godt menneske, Sarah Louise! Dine brødre kunne ikke få en bedre søster og dine børn ikke en bedre mor.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • A

    Åh for pokker, kære søde Sarah..
    Du er simpelthen for sej – og du skal aldrig tage skylden for noget!
    Håber virkelig at din bror kommer på højkant en dag..
    Ha’ en dejlig dag 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anja

    Sidder med tårer i øjnene efter have læst din beretning, kæmpet krammer til dig, for alt hvad du har må gå igennem og skønt at nogen kan komme godt ud på den anden side efter sådan en barndom

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Aj hvor tårene trillede ned af mine kinder da jeg læste denne Sarah, en sørgelig beretning, men meget smukt skrevet.
    Hvor er din mor i dag?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jane

    Hej Sarah,

    Sikke et indlæg, det må have været både hårdt at skrive, men nogle gange kan det også hjælpe at skrive om nogle ting som plager en eller som man er ked af, så får man det i det mindste ud.
    Hvor er det dog skrækkeligt at du fra ganske ung har skulle leve med en syg lillebror, jeg bliver så ked af det når jeg tænker på at I slet ikke har haft nogen støtte fra din mor. Hun har jo nok sine grunde…….! ! ? ? ! !

    Jeg tænker også, at det måske netop er med til, at du selv er en fremragende mor og flere gange har sagt/fortalt at du vil gøre alt for dine børn. Du har råd at give dine børn en masse, både legetøj tage dem med ud at rejse og ud at spise, og de er altid flot klædt. Det er dog ikke det, som gør, at jeg synes du er en fremragende mor. Det som gør dig til en dejlig mor er at du tit skriver hvordan du elsker dine børn, hvordan du savner dem, når de ikke er der. Samt hvordan du hygger med dem og er der for dem. Lige som du også er der for dine brødre og altid vil være det. Godt gået både at være enlig mor og være der for sine brødre, min største respekt, du klarer det så GODT !

    Håber på det bedste for din bror, og selvfølgelig håber jeg også altid på det bedste for dig og dine børn. Hav en dejlig dag og tak fordi du delte din fortælling til os.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lærke

    ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Hvor er du bare et fantastisk menneske Sarah :147:

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Meget rørende indlæg!!
    Jeg er selv sygeplejerske på en psykiatrisk afdeling hvor vi har unge mennesker med skitzofreni og udreder. Jeg kender desværre til alt det du skriver (professionelt selvfølgelig) men jeg lige nævne at jeg har oplevet personer der har været SÅ syge og ala det du beskriver, men som i dag lever et super godt liv. Så der er heldigvis håb derude. Jeg sender de bedste tanker til din bror og dig!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Denice

    Hvor er det et vildt indlæg at læse for mig! FOr to måneder siden havde den ikke rørt mig som den gør i dag. For lidt over en måned siden gik det helt galt for min mor, som prøvede at tage livet af sig selv og hvor den var helt gal psykisk! Jeg indså for hver dag hvor gal den var og hvor lang tid det egentlig havde stået på og endnu en ting var også at hun kun vil have min hjælp! Det er meget at bede om. Jeg er en ung kvinde, som har givet min barndom og ungdom til min mor, trods jeg har brødre og en far. Jeg gik aldrig til nogle fester, og tog direkte hjem efter arbejde og skole for at være der for hende. Jeg skal giftes om få dage og har slet ikke glædet mig og kan stadig ikke mærke glæden. Hun har ødelagt den for mig. Jeg kan ikke koncentrere mig på arbejdet eller når jeg er sammen med mit livs kærlighed eller venner – DET ER SÅÅÅ SVÆRT!
    Man vil nemlig gerne hjælpe, men man har ikke plads til det. Jeg kan ikke finde overskud til det. Jeg er selv blevet deprimeret og talt med en psykolog.

    Jeg har det så svært og det har tæret på mit forhold også. Vi kæmper hele tiden og er ret sikker på at det nok altid være sådan 🙁

    Slipper man egentlig for sådan et ansvar, når det handler om ens eget blod?
    Må man godt sige nej til sådan et ansvar uden at få dårlig samvittighed?
    Det er nogle af de mange 100 spørgsmål som dukker op i mit forvirrede hoved. Jeg håber virkelig at det løser sig på bedste vis og også for din bror.

    Det er så hårdt og tror ikke man forstår hvor hårdt det er medmindre man sidder i det som hovedperson og pårørende.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • maria

      Jeg har selv siddet i det som hovedpersonen, men er i dag heldigvis ude på den anden side.
      Og ja man må gerne sige fra og man må gerne overlade ansvaret til professionelle, det er en meget svær og kompleks situation som man som pårørende ikke kan og ikke skal løse.
      Der er ingen opskrift på rigtig og forkert i sådanne situationer og der er ingen der har noget ud af at du også går psykisk ned.
      Det Sarah gør er utrolig flot og rørende, men det betyder ikke at alle skal have det overskud, jeg ved om nogen hvor krævende man som syg kan være og hvor alt fortærende det kan være for ens omgivelser, så tag det fra en der har Været der, det er okay at sige fra, det er ikke noget du kan løsesum for din mor.
      Du kan kramme hende, sige du elsker hende og få hende anbragt et sted hvor de kan hjælpe hende, men du kan ikke løse det alene for hende.
      Håber det gav lidt mening 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Tak og flot at være så modig og ærlig om din baggrund i- det er ikke altid så let . Tillykke med du er nået dertil hvor du er i dag! Er sikker på du ikke er kommet sovende til det. Hilsen en der kæmper hver dag ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julia K

    Det er så hårdt at se en man holder af, blive til en skygge af sig selv.

    -jeg oplevede det med min mor, som hele livet kæmpede hårdt med de sociale myndigheder.. først da hun var barn, og måtte som 10 årig være mere mor for sine mindre søskende, end deres mor var.. de blev så splittet..

    Dernæst med hendes 4 børn, som blev revet fra hende da vores “far” smed hende ud, da han fik nok af hende..

    Gimperne på kommunen mente ikke hun kunne være mor, så de gjorde hvad de kunne for at forhindre hende.. det drev hende ud i flere selvmordsforsøg 🙁

    Da min yngste søster så blev 18, døde hun et par dage før.

    Nu er vi 34, 31, 25 og 23 år.. og der går ikke en dag uden vi savner hende

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anette

    Sarah, puha…trækker lige vejret helt ned i maven…‼️
    Hvor er det fantastisk at du tager sådan et tabu op, og af lige op af personlig baglomme. Du er og bliver i min verden, helt igemmen vidunderlig..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Annika

    Kære Louise
    jeg ville ønske at jeg havde lært dig bedre at kende da vi gik i skole sammen. For det gør mig ondt at hører at din barndom har været så ulidelig. Jeg har den dybeste respekt for at du har klaret dig så godt igennem dine livsvilkår. Sender dig et kæmpe kram

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Janni

    Kære Sarah.
    Kan næsten ikke skrive noget som ikke er blevet skrevet.
    Har selv psykisk sygdom,meget tæt på.
    Tak fordi du dig
    Håber også du har haft mulighed for at snakke med nogle, så du ikke altid skal stå og være den stærke. Knus og tanker

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte Gylling Bach

    Hvor er det rart at du også tager et lidt tabu belagt emne op som skizofreni. Jeg selv har en onkel som lider af denne sygdom. Han begik et bank røveri, og er nu på et bosted for psykisk syge. Hver gang jeg er på besøg, kan jeg også se de ekstra kilo som kommer på, og kan slet ikke kende ham eller forstå ham. Vi bliver altid stillet til ansvar overfor nogle af hans konspirationsteorier. Hvilket er den måde hans sygdom er på. Vi er alle imod ham, og vil ham ondt. Jeg kan sagtens forstå, hvordan det også må føle at skulle stå med det hele ansvar, og den magtesløshed det må være. Man vil så gerne hjælpe, og gruer for den dag vi får det opkald at min onkel er død enten på grund af alkoholmisbrug ( det er hans måde at medicinere sig selv på ) eller overvægt. Alt mulig held og lykke fremover til dig Sarah Louise.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • J

    Du er sådan et smukt menneske! Jeg sidder med tårer i øjenene hernede på den anden side af jorden.
    Jeg har fulgt dig i maaaaange år! Du er et virkelig godt forbillede for, at uanset fortid, så kan man sagtens opbygge en lysere fremtid.
    Tak! Intet mindre end tak! Hermed sender jeg en KÆMPE krammer virtuelt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Hvor er det forfærdeligt at høre om jeres hårde barndom! 🙁 jeg vidste godt det med “den flinke nabo”, men jeg vidste ikke at du var blevet fjernet og at jeres mor var ustabil og voldelig. Ses du så ikk med hende mere? Hvor er det dejligt at du åbner op om emnet og taler tabuet ihjel! Jeg har selv haft psykisk sygdom tæt inde på livet, min søster var syg men er rask nu. Vi måtte kæmpe med læger, psykologer, psykiatere og socialrådgivere og selv finde frem til hvad hun havde ret til af støtte og hjælp i serviceloven, fordi de var så inkompetente. Jeg kender godt følelsen af magtesløshed og det er det værste jeg har oplevet. Håber virkelig det bedste for din bror. Dejligt med så personligt et indlæg! Knus herfra <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle

    tak fordi du deler.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er SÅ hårdt, udmattende og hjerteskærende at være pårørende. Og det er så vigtigt at der bliver åbnet op og fortalt om det. Så rigtig godt indlæg.

    Jeg blogger selv bl.a. Om at være pårørende, fordi jeg synes den dialog er skide vigtig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Caroline

    Kæreste Sarah, du er så skøn!! Elsker din blog og alle de ting du skriver kan jeg sætte i forbindelse med min egen historie. Det gør mig ondt med din bror, og lige nu har tårerne fået frit løb. Jeg ønsker alt det bedste for din bror i fremtiden <3 Kæmpe knus.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lisa

    Pyha, der ramte du plet Sarah Louise. Har selv en psykisk syg lillesøster med skizofreni og ubevidst går jeg også altid og frygter/ venter DET telefon opkald Det er hårdt at være pårørende, for man kan intet gøre udover at fylde dem med kærlighed! Tak for din ærlighed!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Imponerende indlæg Sarah.
    Du beskriver de følelser, som jeg selv sidder med ifht. min søsters skizofreni – man er simpelthen så magtesløs, og det gør så ondt. Jeg håber din bror får det bedre, og gid de gad opfinde noget medicin, så ikke de tog på. Min søster har taget over 20kg. på. Det gør ikke ligefrem det i forvejen dårlige selvværd bedre 🙁

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Der vandt du max respekt fra mig! Klap dig selv på skulderen

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line Helledie

    Kæmpe meget kærlighed og omsorg herfra! Og elsker dig bare endnu, fordi du formoder at holde alt omkring dig ægte og nede på jorden! :-)<3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gør mig ondt med din bror.

    Har selv en bror der er skizofren og som ryger ind og ud af psyk. Han bor så selv men får meget støtte i hverdagen.

    Det er hårdt at se sin bror sådan er selv psykisk syg så til tider er det ekstra hårdt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Hold nu op den ramte mig lige i hjertekuglen!!!! Du er simpelthen den sejeste kvinde, sikke et overskud du har.
    Ønsker jer alt det bedste og kun lykke og kærlighed fra mig❤❤❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lone

    Håber din lille bror for meget andet hjælp end medicin, for der er virkelig muligheder der ude for at få ro fra stemmer osv. Modigt af dig at skrive psykisk sygdom er stadig tabu i 2015.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pia

    Wow…
    Sara…tak fordi du delte din historie med os. Hold da op…. Det må være SÅ hårdt…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amanda

    Husker jeg forkert, eller havde du ikke også en lillesøster? Synes jeg kan huske et indlæg, hvor hun er på besøg 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • sarahlouise

      Jo 1 søster og 2 brødre mere men på min fars side. Og så de to omtalte brødre på min mors side.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tanja

    Tak fordi du åbner op. Jeg står selv i samme situation, med en syg søster. Det er utrolig hårdt at se et ellers velfungerende familiemedlem blive ramt af sygdom. En sygdom vi andre aldrig bliver rigtig klog på. Det er en evig kamp om at forstå, og samtidig føle sig skyldig over intet at kunne gøre. Suk..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Soleyd

    Ærlig og barsk beretning

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tanja

    Du er den bedste søster man kunne ønske sig. Jeg forstår din magtesløshed. Jeg har mistet min lillebror og savner ham hver eneste dag. Blev rørt over dit indlæg. Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nikoline

    Super flot, at du tør åbne op for ubehagelige minder, og at du ikke gav efter for den sociale arv <3 har du kontakt til din mor den dag i dag?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Chris B

    pueha, dette indlæg ramte hårdt!
    Kunne ikke lade være med at have min egen lillebror i tankerne mens jeg læste det, og tænke på hvordan jeg ville have det hvis det var ham. Du er simpelthen et sejt menneske, du har så meget overskud, og selvom du måske ikke altid selv føler du har mere at give af, så er jeg sikker på din familie altid føler de får mere end rigelig støtte og kærlighed fra dig. Synes du er fantastisk, og selv for et menneske som ikke havde din baggrund, har du opnået så meget.
    Alle de bedste tanker til dig <3

    Chris B

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mina

    Waaw super stærkt indlæg… Tak for det sarah. Og ønsker din bror alt det bedste

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Du er fantastisk stærk, Sarah Louise!
    Psykiske sygdomme er en af de største tragedier, der kan ramme en familie, og selvom der findes solstrålehistorier, er det ofte svært at se en lykkelig ende på problemerne.
    Godt din bror har dig! Det var ikke din opgave at tage sig af ham, det var din mors – hun fejlede, ikke dig – og alligevel påtager du dig nu opgaven som en selvfølge. Det er stort!
    Kun kærlighed herfra

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Alice

    Åh en hård fortælling at læse… Det tager et kæmpe mod at fortælle, og jeg har stor respekt for det!

    Jeg kender desværre godt til skyldfølelsen over at have “reddet” sig selv og flyttet hjemmefra før man fyldte 18 – og efterlade yngre søskende til en ukendt skæbne. Det sidder altid i én.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Tak for din historie.. Især at du er modig nok til at fortælle om psykisk sygdom! Det er stadig alt for tabubelagt i nutiden Danmark. Jeg arbejder selv i psykiatrien og vil anbefalde at din bror kommer i en stemmehøringsgruppe, hvor man lærer at acceptere og blive venner med ens indre dæmoner. En anden ting er hypnose, hvor han kan få talt om de ting som han har gemt helt væk og stadig ligger i hans underbevidsthed.. Her kan han også lære at tage kontrollen over stemmerne og sit liv. Jeg håber din bror vil få det bedre med tiden.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bente

    Psykovision.dk
    Der er altid håb og et andet alternativ til psykiatrien og deres elskede medicin!! Held og lykke!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nadja

    Sidder med tårer i øjnene over din historie, hvor det skrækkeligt:( Men hvor er du dog en stærk og empatisk kvinde Sarah.
    Er der ikke noget familie der kan hjælpe udover dig? Hans/jeres far? Det må være meget tungt at håndtere alene

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cirkeline

    Sarah, det er så oprigtigt dejligt og så levende at læse, du formår at formulere dig utroligt og inspirererende godt. Det er tragisk, men det har mon også givet dig en anden livsindstilling, ville jeg kunne forstille mig! Håber på det bedste for “Jonas”. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ti

    det lyder rigtig hårdt.
    Jeg har dog mødt rigtig mange med skizofreni, som i dag lever et godt liv med sygdommen via mit studie. Så der er et håb. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Fantastisk indlæg – og du er top sej

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lise Balslev

    Puh ha en rørende historie. Jeg er ked af at din brors situation og håber på han har flere gode end dårlige dage <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amalie

    Hvor er du mega sej! ❤️ sidder helt og ryster når jeg læser dette, men somsagt det er super sejt at du deler dette!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katja

    ❤️❤️❤️❤️❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • TJ

    Hold da op Sarah Louise dit indlæg ramte mig dybt og samtidig har jeg bare så stor respekt for dig… Du er den bedste mor for dine børn og sikke et liv du har skabt dig på trods af de hårde oplevelser du har med i bagagen❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mie Holm

    ❤️❤️❤️❤️❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Det så sørgeligt at nogle mennesker skal lide sådan. Til gengæld er det pisse sejt, så langt du er kommet i dit liv.
    Hvordan er dit forhold til din mor Idag?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Hold nu op et indlæg
    Virkelig kæmpe respekt herfra at du fortæller os læser det .
    Havde tit tænkt over hvorfor du aldrig snakkede om dine forældre og familie men igen kæmpe respekt herfra at du er kommet dertil hvor du er idag SÅ stort af dig .
    Du en fantastisk kvinde

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Væk med appelsinhud på lårene