Cookie kage med Marabou appelsin krokant

Skal man pace sine børn?

Skal man pace sine børn?Da jeg var barn, var der en million ting jeg gerne ville, men jeg fik absolut ingen opbakning hjemmefra. Min mor interesserede sig bare ikke eller støttede op om mine talenter, hvis jeg da havde nogen. Jeg var vild med både at synge og danse og alt hvad der var atletisk eller svømning var jeg skrap til, men jeg blev bare ikke motiveret hjemmefra og havde ikke modet som lille til selv at gøre noget ved det.

Jeg vil gerne selv have at mine børn skal føle at de som små, som børn er blevet støttet og hjulpet på vej. Jeg ved godt at det jeg skriver nu, måske virker en anelse for “planlagt” men set i lyset af at både Michael og Michaels far altid har spillet tennis og Alberts forventede fysik ud fra at både Michael og jeg er atletisk bygget, så besluttede vi os for at han skulle introduceres for tennis. Det er selvfølgelig på et helt lavt lege niveau, men jeg er overbevist om at skal man give sin børn en chance for at blive de bedste til noget(eller bare rigtig gode) så skal man starte tidligt. Børns hjerner indtager og lærer alt omkring sig med så kodyl hastighed at de drager sig sindsyg mange fordele rent sportsligt (og alt andet selvfølgelig) ved at starte tidlige sammenlignet med børn der starter sent.

Jeg har ikke en forventning om at få en lille tennis stjerne, men en forhåbning om at vi som forældre tidligt kan gennemskue hans genetiske fordele og give ham en chance for at udnytte det til egen fordel resten af hans liv. Det er jo egentlig ret synd, hvis man har et barn som render rundt med en gave, men barnet aldrig lærte at bruge sit talent, fordi forældrene ikke havde overskud, tid eller interesse i det og giver han udtryk for at han ikke synes at det er sjovt, så dropper vi det. Lige nu er det en mega fed måde for far og søn at bruge kvalitets tid sammen og Albert synes at det er vildt sjovt.

Jeg synes at det at pace sit barn har fået så negativ en klang. Hvis Albert viser sig at fortsætte med at elske tennis og være god til det, så vil vi bakke ham op, men vi vil også lade ham vide at man skal øve og passe sine trænings timer, hvis man vil blive god og ja vi ville sikkert også presse ham lidt. Dette er selvfølgelig ikke aktuelt nu han kun er 3 år, men når han bliver lidt større, skal han da vide at han kan tage det rigtig langt, hvis han er seriøs og vi ikke pakker ham ind i vat. Hvis han er vildt dårlig til tennis, så sætter vi selvfølgelig heller ikke en masse forhåbninger op for ham, så skulle man istedet prøve at gennemskue, hvad han SÅ er god til og selvfølgelig altid hånd i hånd med barnets egen interesse. Barnet har som regel også en større glæde ved noget de er gode til. Når det så er sagt, så kan jeg sagtens se mig, Alma, Albert og Michael spille tennis alle 4 hehe det ville være en dejlig familie sport.

Skal man pace sine børn?    

13 kommentarer

  • Camilla

    Det er ingen grund til alarm – vi behøver ikke alle være samme grå masse.
    De kloge siger, at hvis man presser børn for hårdt, kan det være de vælger det fra senere. Jeg har set en del eksempler på netop dette.
    Det kan jo også være, at din søn vælger en anden sport senere hen, men sport er ALDRIG forkert. Vi dyrker alt for lidt motion og udover det, er det din søn gør med sin far bonding. Det er også en ekstrem vigtig del af deres opvækst.
    Lad være med at tvivle på dig selv og dine evner.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malou

    Ok, din søn er kun 3 år gammel. Så mon ik det er lige tidligt nok at udtale sig om han har talent eller ej? No offence – men der er dælme lang vej fra tennis på lege-niveau til Caroline W… Kan du ik selv se det? Og så er du nok heller ik den eneste i DK der har haft en “hård” barndom hvor der ik blev støttet op om dine interesser. Mon ik vi er nogen der ville ønske det “bare” var det der manglede i vores barndom? Ja jeg bliver en smule indebrændt når voksne mennesker kan synes det var hårdt med en opvækst som din, når der sidder voksne med f.eks en psykisk uhelbredelig lidelse som følge af en opvækst med forældre der selv var både psykisk syge og ovenikøbet alkoholikere? En barndom hvor DU var den voksne og i en tidlig alder måtte tage ansvar for dig selv fordi dine forældre ikke gjorde det. Tænk lige over det en anden gang før du udtaler dig

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • sarahlouise

      hold da sikke en negativ og ligegyldig kommentar.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • ...

      bare fordi du malou eller andre har haft en hård barndom retfærdiggøre det ikke at snakke ned til det der har været hårdt i andres liv.. jeg bliver harm over folk som dig som tror du har ret til at sætte folks problemer i bås! bare fordi man er blevet behandlet dårligt skal man ikke behandle andre dårligt- det får man det ikke bedre af. SÅ måske er det dig der skal tænke dig om en ekstra gang inden DU udtaler dig! :raised_hands:

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mimi

      The most useless comment I’ve ever read.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Camilla

      Sarah Louises barndom gør ikke din egen værre eller bedre.
      Ingen af os har valgt de kort vi spiller med – og du har ansvaret for dit eget liv, når du er voksen. Der er hjælp at hente – hvis du tør og vil.
      At nedgøre andre (specielt mødre og andre kvinder) er sjældent en løsning. Og hvis du kke har noget positivt eller konstruktivt at sige, så lad være og gå ud og forsøg at gøre noget ved dit eget liv :-).

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gitte

    Helt ubevist kommenterede jeg min søn efter svømmetimer, det endte desværre ud at han ikke ønskede at gå der mere Han begyndte sener til karate, og der var der en regel om at forældre ikke måtte være til stede under træningen, hvilket jeg syntes var en god ide.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lisa

    Kære Sarah
    Jeg er fuldstændig enig med dig! Jeg er selv blevet omsorgssvigtet som barn, og kommer fra et hjem helt uden interesse og opbakning. Jeg fik aldrig lov til at blomstre og udvikle mit fulde potentiale, og det gør ondt, for jeg ved at jeg havde masser af potentiale, som bare gik til spilde. Det har haft store konsekvenser, især for mit selvværd. Jeg har tit haft lyst til at spørge dig om hvordan det dog er lykkedes dig at blive så succesfuld ,pta din ringe opvækst? Jeg syntes at du har klaret dig ualmindelig godt, og jeg tror at det er de allerfærreste med så dårlig en barndom, der ender op så succesrige som dig. Du må virkelig være gjort af et helt særligt stof 😉 Men for at vende tilbage til emnet; Jeg er selv mor til en pige der lige er startet i skole, og jeg ser det som en af mine fornemmeste opgaver som mor, at sørge for at min datter får mulighed for at få udviklet sit fulde potentiale. Jeg tror også at man bliver et lykkeligere menneske når man er rigtig god til noget, det er tit også det man er rigtig god til som man godt kan lide.Selv den smukkeste rose, vil aldrig kunne klare sig , hvis den anbringes i en ørken!
    Du virker som en rigtig dejlig og kærlig mor, og dit liv er på så mange måder en succeshistorie. Hvor er det også dejligt at du og Michael har modet til at give forholdet og kærligheden en chance til, jeg håber det bedste for jeres lille familie, I ser så søde og meget lykkelige ud. Rigtig god ferie 😉 Mvh Lisa

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofia

    Jeg er gravid for første gang, og min kæreste og jeg har allerede haft snakken. Jeg blev ligesom dig aldrig opfordret til noget trods at jeg altid har været god til basket, men ikke rigtig udviklilet mig indenfor området. Det kunne have været lettere, hvis man var startet om ung. Min kæreste er rigtig dygtig ti kampspot, og har været til flere stævner. Så jeg tror du har fat i det helt rigtige, dog tror jeg at det er vigtig, at finde en sport som barnet selv syntes er sjovt, og måske ikke have så meget fokus på at det skal være ne bestemt sport eller barnet skal have talent, for meget kommer af sig selv ved at øve, når man starter så tidligt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Matie

    Jaa, endelig får den fantastiske sport tennis lidt spotlight! Hvor ser han sej ud 🙂
    Jeg hader de der spillesmart-kommentarer, men for jeres barns sikkerhedsskyld, så synes jeg, at I skal bede om at låne en ketcher i den rette størrelse(eller investere i én). Det vil gøre det langt nemmere for Albert, samt sikre at han ikke snubler med den 🙂
    Kh tennisspilleren på 10. år, samt instruktør på 6. år..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mille

    Både min mand og jeg har begge dyrket elitesport. Man kommer ikke sovende til det – det kræver blod, sved og tårer! Og ja, masser af opbakning hjemmefra. Og så betyder det også, at man bare må sige nej til en masse timer med familie og venner, for sporten tager al din tid. Men jeg har ikke fortrudt et sekund, at jeg har brugt så meget tid på min sport, for jeg har ikke alene fået oplevelser som kun få får mulighed for, men jeg har også fået en psyke og en jernhård vilje som jeg er sikker på, at kun elitesportsudøvere kender til. Har man ikke været på det plan rent sportsligt, så forstår man det ikke. Har Albert talentet, så vær der for ham og støt ham. Det er hårdt og det vil gøre ondt. Men det vil være det hele værd, og han vil få en helt speciel psyke og vilje, som vil gavne ham resten af hans liv.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Det Caroline sagde! Jeg er helt enig og synes det er fedt at du beslutter dig for at være den bedste mor for dine børn. Det er der helt sikkert mange der kunne lære af, eller forhåbentlig blive inspireret af! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Caroline

    Kære Sarah-Louise. Jeg kommenterer normalt aldrig blogs, men bliver simpelthen nødt til at fortælle dig, hvor meget jeg tager hatten af – og virkelig beundrer dig for din rolle som mor. Hold nu op, hvor gør du det godt! Sikke en gave du er for dine børn! Klap dig selv en ekstra gang på skulderen 🙂 Mvh Caroline

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Cookie kage med Marabou appelsin krokant