Man ved at man har været en god mor når....

Forældre jeg ikke forstår?

img_1753

Her til aften fik jeg lige en bid af et program med, hvor en flok top motiveret overvægtige tog kampen op imod deres vægt og på et tidspunkt siger den ene søster til den anden at hun elsker hende og senere siger pigen så at den slags sagde de ikke i deres familie, så det betød rigtig meget for hende og jeg havde bare lyst til at hoppe ind i skærmen og give hende en krammer…. og det er ikke første gang at jeg hører om, at folk har forældre, der aldrig har fortalt dem, at de elsker dem…og jeg fatter det simpelthen ikke.

Jeg kender selv en som kommer fra en forholdsvis normal familie med normale værdier osv. men de siger aldrig og har aldrig sagt at de elsker deres børn. Og når noget er MEGET langt fra min egen virkelighed, så søger jeg forståelse. HVORFOR fortæller nogle forældre ikke deres børn at de er elsket??

Ja nogle ville måske sige at de viser det istedet…but still? Hvordan kan man lade være. Jeg synes virkelig at det er synd at der er børn, der skal gå igennem hele livet uden at forældrene en eneste gang har sagt ” jeg elsker dig” så hvad poller ligger der bag?

img_3084 img_3086 img_3085

35 kommentarer

  • Mia

    Jeg er vokset op i et meget kærligt og varmt hjem hvor vi heller ikke har sagt ”jeg elsker dig”, dog har jeg aldrig været det mindste i tvivl om at mine forældre elskede og stadig elsker mig og mine to søskende uendelig højt, også nu hvor vi alle 3 er flyttet hjemmefra.
    Jeg vil sige at handling betyder mere end ord for mig i den situation. Vis det frem for at sige det konstant. Selvfølgelig kan man sige det nogle gange (især til børn). Ordene mister bare lidt sin betydning når de bliver sagt hele tiden, sådan har jeg det ☺

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amalie

    I min familie siger man det sjælendt. Har hørt det måske en enkelt gang om året (jeg ved jeg betyder noget). Kram er også noget man sjælendt gør. Jeg har det super akavet ved at kramme folk og det er grænseoverskridende for mig. Jeg har også svært ved at fortælle mine følelser til andre, det føles bare ikke naturligt. Det er noget jeg øver mig i og arbejder med. Både for min egen skyld men også for mine fremtidige børns skyld. Jeg synes det er en ærgerlig ting at have med sig… :-/

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • mig

    Jeg har ALDRIG hørt at min far har sagt at han elskede mig.. når jeg har sagt det til ham har han sagt “I lige måde” aldrig “Jeg elsker også dig” – men jeg har aldrig nogensinde været i tvivl om at han elsker mig meget højt. Jeg tror bare at for nogle ligger det slet ikke til dem at sige det.. min far er generelt en meget tavs mand, og vi snakker ikke som sådan om følelser.
    Til gengæld har min mor sagt det meget igennem hele min barndom, og da mine forælde bl.a. blev skilt og da vi gik igennem andre hårde ting krammede min mor altid mig og min søster og sagde “Vi 3 holder sammen igennem ALT”
    Det står meget klart i min hukommelse at hun har sagt det igennem vores hårde tider.

    Når jeg engang får børn er jeg ikke et sekund i tvivl om at jeg vil fortælle dem hver dag hvor højt de er elsket.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • C

    Jeg har gennem hele mit aldrig stået op om morgenen eller gået i seng om aftenen uden vi har sagt at vi elsker hinanden. Og selvom jeg er voksen så er det stadig det mest naturlige at kramme og kysse hinanden.
    Min far kommer selv fra et hjem/ generation,hvor det ikke var så nornalt, og jeg får ofte historier om hvor grimt min farfar talte til dem som børn, og tror det er derfor han går så meget op i at være anerledes overfor os.
    Men det er ligesom i nogen hjem kalder man forældre ved fornavn, som jeg synes lidt er at tage en følelsesmæssig afstand til hinanden og hvor jeg vil føle det underligt og akavet hvis jeg skulle sige andet end mor og far til dem.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Hej Sarah,
    Tja, der er jo bare forskel på hvor gode mennesker er til at udtrykke følelser verbalt vil jeg tro. Jeg er vokset op i det, som jeg vil betegne som en almindelig velfungerende børnefamilie, men mine forældre har heller aldrig sagt det til
    mig eller mine søskende. Eller, de har måske sagt det til os hver et par gange i løbet af mine 27 år, men jeg har aldrig været i tvivl om, at de elsker mig. Tror bare ikke det har været en naturlig ting for dem – måske har deres forældre heller ikke brugt det i hverdagen til dem eller hinanden. Men det er lidt sjovt, for jeg siger hver eneste dag, nogle gange flere gange om dagen, ‘jeg elsker dig’ til min kæreste. Og jeg vil helt sikkert også sige det til mine børn når jeg får nogle 🙂
    Men jeg føler nu ikke at jeg har taget følelsesmæssig skade, fordi mine forældre ikke har brugt de ord. I min optik er det egentlig også vigtigere, at man kan mærke det og ved at de altid er der vs. forældre som måske nok kan finde id af at sige de tre ord, men alligevel ikke lever op til dem ..
    Men interessant spørgsmål du stiller 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Min mor har aldrig været typen, der sagde ‘jeg elsker dig’, hvert fald ikke særlig ofte, men jeg har aldrig været et sekund i tvivl om, at jeg er hendes livs stolthed og kærlighed. Og hun er der altid uanset hvad, klar til at lytte og støtte, men det med at udtrykke hendes følelser gennem tale, det er straks værre for hende – dog siger hun det altid, hvis en af os skal være væk i længere tid eller jeg skal noget, hvor hun ved jeg er nervøs og har brug for opbakning ❤️ Hun bruger bare ikke ordene så meget i det daglige liv, hvor hun viser det gennem alle de ting, som hun gør for mig.. Hun ved også godt selv, at det med at udtrykke følelser er svært for hende, for det er noget, som vi gerne bruger tid på at tale om, da jeg også kan have svært ved at tale om følelser, men det er fordi jeg er meget følsom, så bliver let påvirket, hvis jeg først går i gang! Min mormor derimod, er en helt anden historie, hvor den altid står på kys og kram, ‘jeg elsker dig’ og generelt bare kigger på mig, mens hun smiler over hele femøren – så jeg har lidt af det hele 😂 Og begge dele passer mig helt perfekt 👍

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tuttie

    Åh ja sådan en familie har jeg. Velfungerende kernefamilie. Mine forældre er stadig sammen. Har aldrig manglet noget. Men vi krammer ikke hinanden og vi siger ikke, at vi elsker hinanden. Jeg kyssede min mor farvel på munden til jeg var 11, tror jeg. Og så stoppede det. Jeg har svoret overfor mig selv, at når jeg får børn, så skal de kysses og krammes hele livet igennem.
    Jeg har aldrig tænkt over at jeg er opvokset på denne måde, men efterhånden som jeg selv er blevet mere bevidst om det som voksen, så kan jeg tydeligt mærke at jeg føler det akavet at kramme andre mennesker. Jeg er ikke god til at udtrykke følelser, vise jeg er ked af det eller at sige undskyld. Er faktisk lidt et handicap i mit liv.

    Hvorfor min familie er sådan? Det skyldes begge mine forældres opvækst. Jeg ved at mine mostre og onkler samt fætre og kusiner opfører sig lidt på samme måde. Så det handler meget om hvordan de er opdraget af mine bedsteforældre.

    Jeg har som barn altid følt mig elsket, uden at have fået det at vide direkte. Men som teenager og senere voksen har jeg virkelig haft perioder hvor jeg har tvivlet på mig selv. Jeg var sommetider i tvivl om mine forældre overhovedet var stolte af mig, for der blev aldrig udtrykt følelser. Følte mig sommetider som en fiasko i mine forældres øjne og det har jeg brugt meget energi på gennem tiden. Jeg ved at to af mine kusiner har kæmpet med noget lignende.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lise

    Jeg er vokset op med en far som jeg i hvert fald ikke kan huske har sagt at han elskede mig men han har vist det overfor både mig og min (halv)søster, vi har aldrig været i tvivl om hans kærlighed til os eller at han ville os det bedste. Derimod har min mor sagt det rigtig mange gange, men det virkede som tomme ord, hun har aldrig kunne vise det. Min far arbejdede rigtig meget, han tog afsted 5.30 på arbejde og var tit først hjemme omkring kl 18-19 om aftenen men det gjorde han for at vi ikke skulle mangle noget. Mine forældre blev skilt da jeg var et par år gammel men boede stadig sammen og min far fortalte mig også senere, efter at min mor havde valgt at smide ham ud, at den eneste grund til at han var blevet der i alle de år (min mor behandlede ham ikke særlig pænt og udnyttede at han tjente godt) var pga mig og min søster, det var kun pga os og at han var bange for at miste os at han stod alt det igennem som hun har trukket ham igennem.
    Mistede desværre min far for 6 år siden og min mor for snart 3 mdr siden, men kan stadig ærligt sige at jeg respekterede min far til det sidste, alt hvad han har gjort siden de fik mig (og han adopterede min søster) har været for mig og min søster, min mor lærte jeg aldrig at respektere på den måde, lærte kun at frygte hendes vredesudbrud.. Og ville ærligt stadig ønske at der var byttet om på hvornår jeg mistede min far og min mor. Så vil sige at det er ikke nødvendigvis det bedste at ens forældre siger de elsker en, hvis de ikke også kan vise det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Kommer også fra et hjem hvor det ikke blev sagt. Har aldrig været i tvivl om mine forældre elskede og elsker mig. Det siger vi bare ikke til hinanden. Ved ikke hvorfor men nogen ting behøver man vel ikke sætte ord på? Kommer fra et stort og kærligt hjem med 2 hunde og 2 søskende, vores kærester flyttede nærmest altid ind hos os, fordi mine forældre altid har været så rummelige. Har altid fået af vide “gid mine forældre var som dine” det var sjældent vi Sad bare os 5 og spiste aftensmad der var sgu altid veninder eller kærester med. Har haft den bedste barndom også selvom der aldrig blev sagt jeg elsker dig. Nu har jeg 2 børn og siger det engang i mellem. Synes når jeg putter dem og synger og kysser dem hver aften at det ligesom er indbefattet i mine handlinger der. Men jeg ved ikke måske er det bare mig der er mærkelig ikke og sige det til mine børn et par gange hver dag… ?? 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • S

      Sarah Louise spørger jo blot om man gør eller ej. Ikke om man siger det flere gange dagligt. Det vel en smagssag.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anette

    Jeg er 41 år og mine forældre har heller ikke sagt de elsker mig, men jeg har aldrig følt mig ikke elsket. Vi krammer hinanden når vi ses, og da min far på et tidspunkt var syg, blev der også sagt, jeg elsker dig. Jeg tror ikke rigtig tiden, da vi var børn, var til man gik meget op i at fortælle sine børn man elskede dem, det var måske ikke så naturligt. Jeg fortælle min egen datter, at jeg elsker hende, og det er ikke et problem for mig selv om jeg ikke selv har fået det og vide. Jeg føler ikke mine forældre har fejlet på nogen måde, og det er ikke noget jeg tænker over i hverdagen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Mine forældre sagde det aldrig – de krammede heller ikke rigtigt (hverken os eller hinanden) .. Så det er stadig svært for mig at sige! Men jeg gør det en gang imellem og krammer så meget jeg får lov hehe

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    Jeg er 40 år og kan ikke huske at mine forældre har sagt at de elskede mig. Men jeg har aldrig på ét eneste tidspunkt følt, at jeg ikke var elsket 🙂 måske var det tiden dengang, måske følte de ikke det var nødvendigt at sætte ord på. Jeg bebrejder dem det på ingen måde, og det har ikke gjort at jeg selv har svært ved at sige det, hverken til min mand eller min søn (som får det at vide hver eneste dag) <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Søs

    Mine forældre har heller aldrig sagt det til os, men jeg vil så sige at jeg har aldrig været i tvivl om at de elskede os 🙂 aldrig..
    tilgængel siger jeg selv til min datter og mand at jeg elsker dem hver dag 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Jeg tænker at det er ganske individuelt hvorfor det ikke bliver sagt højt. Nogle føler sig elsket på trods af at det ikke bliver sagt, og andre mærker det ikke. Jeg tænker det kan handle om den enkelte familie – social arv om man vil, måske har forældrene aldrig selv oplevet dette, og ikke kunnet vende den sociale arv, og gør det som er det kendte.

    Jeg selv er vokset op i en familie med min mor og mine to søskende, det er aldrig blevet sagt. En psykisk syg mor (manio depressiv) hvor nogle nævnte ting i min barndom er omsorgssvigt, psysisk vold og kæft trit og retning opdragelse.
    Det kan være svært at komme fra/videre det du har lært – du er ikke god nok følelsen,ikke italesætte følelser, der er aldrig noget som er godt nok, mangel på selvværd.
    Jeg har på trods af denne barndom fået mig en Bachelor i special og socialpædagogik og arbejder nu selv med socialt udsatte unge børn.

    Jeg tænker det kan handle om viden og at se verden fra en anden side, at møde nogle mennesker gennem dit liv som kan vise dig noget andet end det dine forældre gør/har gjort.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeanne

    I min familie har vi heller aldrig sagt det, jeg kan slet ikke huske at min mor eller far har sagt det til min lillebror og mig. Jeg ved egentlig ikke om det er fordi de synes det er lidt akavet nu, det tror jeg egentlig at jeg ville føle det lidt hvis de begyndte at sige det til os nu som voksne.
    Vi gør selv, min mand og jeg, rigtig meget ud af at sige det til vores børn og hinanden. Hver dag, flere gange om dagen.
    Nogen siger at Jeg elsker dig, bliver slidt og meningen går af hvis man siger det tit, jeg synes tværtimod at det er dejligt at høre og sige det når man føler for det, fremfor i påtagede situationer.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Majken

    Jeg kommer selv fra sådan en familie, og udover det er mine forældre ogsp skilt og talt minimalt sammen efterfølgende. Der har heller været meget af kys og kram eller du gør det godt. Jeg står den dag idag og kæmper med at tro på mig selv. Har oftes dårlige dage med tanker og gråd. Min mor prøver oftes den dag, idag at kramme mig- men jeg bryder mig slet ikke om det og føler det er lidt falsk. Jeg står nu som 24 årige står med en datter på snart 5, og jeg forstår slet ikke, hvorfor man ikke kan få de små tre ord ud af ens mund eller har lysten til at vise det. Jeg kan ihverfald ikke

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sanne

      Står i samme situation som dig og kæmper især med troen på mig selv idag, det er faktisk lidt skræmmende Hvad de tre ord betyder for har aldrig manglet kærligheden, men måske bare manglet bekræftelsen i ordene og kan slet ikke forestille mig ikke at sige ‘Jeg elsker dig’ til min datter hver aften

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Camilla

      Samme her… Kæmper også meget med dårligt selvværd og det at lige præcis de 3 små ord aldrig er blevet sagt, fylder faktisk i perioder rigtig meget… Jeg har 2 børn og siger det til dem hver eneste dag og gør meget ud af at vise dem, hvor stolt jeg er af dem. Men det hjælper faktisk lidt at læse denne tråd og se, at jeg ikke er alene.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Jeg kommer selv fra et hjem hvor der aldrig er blevet sagt ‘jeg elsker dig’, hverken fra min mor, far eller os børn. MEN alligevel var vores hjem fyldt med kærlighed, kys, kram og grin. Jeg har aldrig været i tvivl om at jeg og mine tre søskende har været elsket.
    Jeg synes det er en lidt letkøbt sammenslutning at hvis forældrene ikke siger ‘jeg elsker dig’ til deres børn, så gør de det nok ikke. Det er jo i virkeligheden ligesom med alt andet; handlinger siger mere end ord. Et ‘jeg elsker dig’ kan ikke stå alene, det skal bakkes op af elskelige handlinger, ellers bliver det et ligegyldigt udsagn. Men omvendt kan elskelige handlinger godt stå alene uden et ‘jeg elsker dig’, efter min mening.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sabine

    Hej ☺️
    Det er mig du har set i TV til aften.
    Jeg er 100% enig i det du skriver, men føler lige at jeg må forsvare min familie her, da det ikke er alt der bliver vist i TV ☺️
    Jeg har ALDRIG været i tvivl om at mine forældre og famile elsker mig. Min mor siger det til mig hver dag, men vi andre viser det frem for at sige det. Følte lige jeg måtte ud med det, ellers tror jeg min mor bliver rigtig ked af det 😅
    Men tusind tak for den virtuelle krammer ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anette

      Dejligt at du skriver det, for som du selv siger: man ser ikke alt på TV. Tror det har meget med generationen at gøre også.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Mine forældre har aldrig sagt de elsker mig, og vi har den dag i dag svært ved at tale i følelser internt. Jeg gær selv meget ud af at dige til mine drenge jeg elsker dem, give dem knuser og masse kys hver dag.
    Jeg ved det har haft en negativ indflydelse på mit liv.
    Men ved mine forældre elsker mig. Jeg ville ønske jeg kunne tage snakken med min mor. Men ved ikk hvordan, det vil være så unaturligt. Min far har desværre efter en svær depression skudt sig selv, så fik aldrig hørt ham sige det til mig, selv om jeg ved han elskede mig. Jeg vil helt sikkert gøre mit til st mine drenge ved jeg elsker dem.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • LB

    I min familie blev det aldrig sagt til hinanden.. jeg vil ligefrem sige det ville være akavet hvis især min far sagde det til mig (semi anstrengt forhold)..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Mine forældre har heller aldrig brug de værdifulde ord, eller i hvertfald ikke i den tid jeg kan huske, men da de begge gik hen og blev rigtigt syge med nogle måneders mellemrum blev de ord sagt få gange. Jeg har dog heldigvis aldrig haft et problem med at sige det til dem, og nåede også og få sagt det inden jeg mistede dem.
    Så i nogle familier ligger det bare langt fra dem, og jeg tror det lægger længere tilbage i generationerne 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kamilla

    Jeg tænker vi står også for et generationsskifte. Fra en generation som er vokset op med og har videregivet at man ikke taler om følelser, at det er noget usagt. Ikke at det er dårligt. Og så den anden retning som er vokset med opgaven og mundtligt udøser sin kærlighed.
    Jeg er vokset op i et hjem hvor kærligheden til os børn ikke blev sagt med ord, men jeg har aldrig nogensinde været i tvivl. Mine forældre har altid været der! Bundsolide! Det er sq da en kærlighedserklæring som ord ikke kan matche.

    Jeg er selv uddannet psykolog nu. Jeg tænker faktisk nogle gange at der er gået inflammation i at sige at man elsker hinanden. Som om at den udtalelse er tidsbegrænset så den skal siges mange gange for hele tiden at være gyldig. Elsker jeg dig mere fordi jeg siger det 10 gange om dagen fremfor en, fordi jeg siger det som en rutine? Eller er det en større kærlighed når det ligefrem bobler over i mig?
    Spændende emne. Især for en som mig 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jannie

      Jeg har to drenge – og jeg kan ikke lade være at sige jeg elsker dem! Ligsom jeg konstant har lyst til at kysse og kramme dem, ligesådan har jeg lyst til at fortælle dem, at jeg elsker dem – constance! Og det gør jeg og det føles rigtigt og mit jeg Elsker dig er ikke mindre gyldigt eller mindre værd, fordi jeg siger det ofte – inflammation… nej! Men store følelser på spil.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • annette

      Enig – jeg tror også det har noget med generationsskifte at gøre. Jeg er 35 år og mine forældre sagde ikke ‘jeg elsker dig’ da jeg var lille. De sagde måske ‘jeg er så glad for dig’. Og de har givet mig masser af kærlighed. Jeg tror ikke, at de selv er vokset op med den åbenhed.

      Mine egne tre børn får at vide minimum een gang om dagen, at jeg elsker dem meget højt. og de får masser af kram – og jeg vil gøre meget for at det skal forblive naturligt at give dem et kram som voksne; det er det ikke helt med mine egne forældre, selvom jeg ses med dem meget ofte og de hjælper os meget.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • C

    Jeg kommer selv fra sådan en familie.
    Men efter jeg så blev mor, er der intet der er mere naturligt for mig end omsorg og sige jeg elsker dig.
    Det har sat sine spor og vokse op, hvor dagligdagen var hård og barsk. Og de ord jeghørte var: de modsatte.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Alberthe

    Jeg kommer fra en helt normal familie, dog blev mine forældre skilt da jeg var 12 år, hvilket var en stor lettelse. Mine forældre har aldrig sagt at de elsker mig, ikke som jeg kan huske. Jo, jeg sagde det til min far da han for 3mdr siden blev syg, hvor han også sagde det til mig. MEN jeg har altid følt mig elsket af mine forældre, jeg har aldrig været i tvivl om at de elsker mig eller været i tvivl om deres kærlighed til mig. Den er blot blevet vist på andre måder, så selvom det ikke siges, så behøver det ikke være fordi de ikke elsker en.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Jeg kommer selv fra en – vil jeg mene – ganske normal kernefamilie, og jeg kan ikke huske, at mine forældre nogensinde har sagt, at de elsker mig. Kan heller ikke mindes, at de nogensinde har sagt det til hinanden (hvert fald ikke foran os børn). Det er først noget, jeg er begyndt at tænke over som voksen, og især når jeg oplever min kærestes familie, der er fuldstændig modsat. Men vi har bare aldrig snakket om følelser i min familie. Set udefra er det helt skørt, og hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg blandt andet, at det har resulteret i, at jeg altid har søgt enormt meget omsorg og (falsk) tryghed hos mænd… Jeg er meget følelsesladet selv, og det er blandt andet en af årsagerne til, at jeg faktisk ikke tror, at jeg nogensinde vil kunne addressere det over for mine forældre. Selvom det nok har haft større indvirkning på mig, end jeg før har været opmærksom på.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stephanie

    Jeg har selv haft sådan en opvækst,hvor man ikke fortæller hinanden at man elsker dem. og jeg kan ikke forstå at det skal være så svært at sige😳 Nu skal jeg selv være mor for første gang i februar, og jeg elsker allerede min lille pige så meget. Glæder mig så meget til at kunne fortælle hende det hver dag❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Min mand kommer fra en ganske almindelig familie, hvor man desværre ikke siger den slags til hinanden – det er så synd! Første gang han som voksen fik et rigtigt tæt kram var (udover kærester naturligvis) var af min far! Jeg har også svært ved at forstå det, så jeg siger og viser det ekstra meget til vores børn!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • P

    Hos os var det meget simpelt: Min Mor elskede os ikke. Hun har aldrig sagt det og har heller aldrig vist nogen former for kærlighed.
    At man så vælger at få børn når man ikke magter dem eller ikke er i stand til at vise omsorg osv, det forstår jeg ikke.
    Min Mor voksede op i et belastet hjem og formåede aldrig at vende den sociale arv. Det gjorde jeg heldigvis selv. Har dog ingen kontakt med dem den dag i dag. Min far døde tidligt og min mor lever sit eget liv uden andre mennesker. Sørgeligt!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • C

      Lyder præcis som min historie .
      Og sejt du også er en mønstre bryder 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Man ved at man har været en god mor når....