Åh nej nu starter det

Jeg har jo prøvet det før, faktisk 2 gange og husker tydeligt, da det startede!! Det første 1,5 år har man en baby, der udfordrer en på søvn og så oplever man/jeg lige en periode på 1 års tid, hvor ens barn bare er nem. De sover, er sjove, søde og kærlige og SÅ omkring 3 års alderen…. der ramler det hele.

Det hedder trodsalderen!! Den startede også ved de 3 år med de 2 store og Alma er først nu i en alder af 5,5 år ved at blive nemmere. MEN som et lyn fra en skyklar himmel, så er Arthur gået fra at være verdens nemmeste barn til nærmest at sige NEJ til AlT… og jeg mener ALT. Selv ting han faktisk gerne vil. Det er som om at ens barn næsten ændrer hele sin personlighed. Jeg kan, når dagen er omme føle mig helt træt og forpustet, fordi at det føles som om at jeg har diskuteret fra jeg stod op til jeg gik i seng.

Han kan finde på at sige nej til at få en is, men så kommer han i tanke om at det vil han jo egentlig gerne og så skynder han sig at sige ja. Alt er blevet en kamp. Det er lige fra han at skal i bad til vi skal have aftensmad til når han skal i seng, han vil ikke have skiftet ble, han vil ikke sove, han vil ikke sidde på sin stol, hvis jeg giver ham en ske, så vil han have en gaffel.

Jeg husker tydeligt, den gang at trodsalderen startede med Albert. Det var endda så slemt at vi i en periode blev bekymret for om det nu var helt normalt.  Men han var jo også vores første barn og vi anede ikke at det var sådan det kunne være. Men det ved vi nu. Og jeg bliver helt træt, ved tanken om at de næste to år, der bliver det en kamp om alt med min søde lille Arthur.

Jeg har dog allerede fundet en metode som virker og som gør dagen knap så konfliktfyldt. Nu kan jeg i de fleste tilfælde nærmest bare sige det modsatte af, hvad det er jeg vil have ham til og så gør han jo det modsatte af det og så får jeg er det er jo præcis som jeg vil have det.  Hans temperament er også trådt mere i karakter. Det kan jeg mærke, når han er i en konflikt med både mig og hans søskende. Forleden blev han så hidsig over at han skulle have futsko på i vuggestuen at han ud af det blå tog min finger i munden og bed så hårdt at jeg skreg op og faktisk troede at han bed igennem til knoglen. Det gjorde han heldigvis ikke, men jeg havde en blå og hævet finger i et par dage efter. Jeg blev en smule chokeret, da han bed mig, for det har jeg aldrig prøvet før.

Til gengæld er han også så stor nu at jeg kan tale med ham.  Og jeg tog selvfølgelig en lille snak med ham om at man ikke må bide eller slå og så videre. Da jeg fortalte ham at det gjorde mig ked af det og det gjorde meget ondt, da han bed mig, kunne jeg se at han blev både flov og ked af det og så sagde han rent faktisk undskyld at sig selv.

Det skal jeg selvfølgelig nok gå alt sammen, men jeg bliver sgu en smule træt ved tanken om at det her er sådan det kommer til at være den næste halvandet til to år. Nu var Alma netop kommet over det og det hele var noget nemmere end det har været længe og nu starter det forfra.   Det virker måske som om at jeg gør det værre end det er. Men det er bare hårdt at være i konflikt med sit barn hver tiende minut hver eneste dag omkring de mest logiske ting som at man eksempelvis ikke kan spise sin suppe med en gaffel eller kaste mad på væggen.