Idag sætter vi stor fed streg under taknemmelighed

En voksen græder aldrig

d0ceb651-e064-4725-83be-3139e7a9bd79

Jeg har altid været af den holdning at børn skal lære om og håndtere alle slags følelser. Jeg synes at verden er blevet et sted, hvor negative følelser som vrede, sorg, skuffelse osv. bliver pakket laaangt væk fra børn, for det skal de da ikke udsættes for. Jeg er enig i at der rigtige og forkerte måder at gøre tingene på. Jeg har aldrig forstået den der berørings angst der eks. er, når voksne græder. De vil ikke græde foran børnene eller udtrykke deres frustrationer eller fortælle at de er kede af det, men det synes jeg er forkert. Hvordan skal børn så lære at håndtere deres egne følelser… Og derfor blev jeg også meget overrasket over noget Albert sagde til mig i bilen igår.

Vi var på vej i børnehave og talte om at måske skulle de besøge farmor og farfar i weekenden og så spørger han ind til sin mormor og vi snakker lidt om, hvorfor jeg ikke taler med min mor. I børnehøjde ved mine børn godt at jeg ikke havde en særlig sød mor og at hun gjorde mig ked af det hver dag. Alberts spørger så om jeg så græd hver dag, da jeg var lille, hvortil jeg svarede næsten. Så smiler han og siger, men nu græder du aldrig mor, voksne græder jo aldrig. Jeg blev en smule forbavset, fordi jeg ikke selv føler jeg beskytter dem imod naturlige følelser og spurgte ham så om han virkelig aldrig har set mor eller far græde. Det havde han ikke sagde han. Og nu tror jeg faktisk at jeg ubevidst har holdt negative følelser helt for mig selv. Selvfølgelig er det bestemt ikke alt et barn skal involveres i eller vide, men at se sin mor græde og vise følelser og se at tingene bliver gode igen og se hvordan ens forlædre håndtererer den slags følelser, er jeg overbevist om er sundt.

Så nu vil jeg være mere bevidst om ikke at skabe et falsk billede af, hvordan vi er indrettet som mennesker. Ikke at jeg skal løbe ind og græde foran mine børn hehe men blot at næste gang jeg måske bliver ked af noget som jeg ved kan forklares i børnehøjde, så er det helt ok at de ser det og lærer at fordi man er meget ked af det, så kommer man ud på den anden side og at det er ok at udtrykke sine følelser. Det har især været en bekymring omkring min ældste, da han er meget introvert modsat sin søster som er god til at vise og fortælle, hvordan hun har det. Men hvis Albert går rundt og tror at når man er ked af det eller vred, så må man ikke vise det og man skal bare smøre et smil på, så får jeg en meget ulykkelig lille dreng, der får problemer med at udtrykke sig ude i fremtiden.

6 kommentarer

  • Nadia

    Spot on ! Et vigtigt tema

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • NN

    Åh …Det er så apropos hvad vores drenge på 8 og 11 talte om på bagsædet idag. Her er det bare ….”…en far græder aldrig og er ked af det, vel mor?”.
    Jeg har grublet over det siden i morges …Så lidt pudsigt lige at læse dit indlæg.
    Bakker helt op. Børn skal se, lære og kunne agere og rumme alle følelser. Det lærer vi dem ikke ved, at stille et glansbillede op …Indser jeg nu :-/

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lykke

    I mine øjne skal børn skånes men ikke pakkes ind i vat. Og jo børn må også gerne de deres forælder udtrykke følelser. Vi være jo dem at det er vigtigt.
    Den anden dag brød jeg sammen for sn mit barn på 10 år. Ud af det blå – jeg kunne bare ikke holde der tilbage. Hvorfor jeg blev ked af det er lige meget men måtte holde ind til siden da vi var ude at køre. Min søn ligger sin hånd på mon skulder og siger jeg elsker dig og det skal du ikke tænke på. Så kom der lige en ny option tåre og vi græd lidt sammen. Fik en kæmpe krammer også gik dagen videre

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mie

    Hej Sarah.
    Rigtig god pointe. Har du måske lyst til at dele flere indlæg omkring hvordan du tackler livet/morrollen uden selv at have meget kontakt til din egen familie? Eksempelvis hvor meget du meddeler dine børn og nye bekendtskaber om din egen situaiton/opvækst? Jeg spørger da jeg selv har valgt at afskrive flere familiemedlemmer. Sommetider kan jeg føle at det kan være vanskeligt at delagtiggøre mennesker i, som selv Kommer fra en radikal anden opvækst. I flere år syntes jeg det var pinligt at snakke om. Selv den dag i da, kan jeg opleve følelsen af skam, selvom jeg sikkert på mange områder ville opfattes som en stærk person, akkurat som du.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Naja

    Tak for et rigtig godt indlæg. Dejligt at få belyst sådan et emne❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Jeg kan huske da min datter så mig græde første gang. Min datter var knap 2 år. Vi var lige flyttet til et nyt hus og jeg skulle så lige ud i skuret…, som åbenbart havde et trin ned. Hold nu op et styrt jeg tog.., det gjorde mega ondt. Jeg tudede og min datter trøstede. Hun er nu 13 år og vi tuder, når vi ser sørgelige film feks. Peter og dragen, den ser vi ikke igen…, den var bare FOR sørgelig. Når dyr vi kender dør, når egne dyr dør. Sarah Louise i må se en sørgelig film og så må du slå din finger eller noget, så ungerne kan trøste. Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Idag sætter vi stor fed streg under taknemmelighed