Smukkeste skænk & rabatkode

Åh nej nu starter det

Jeg har jo prøvet det før, faktisk 2 gange og husker tydeligt, da det startede!! Det første 1,5 år har man en baby, der udfordrer en på søvn og så oplever man/jeg lige en periode på 1 års tid, hvor ens barn bare er nem. De sover, er sjove, søde og kærlige og SÅ omkring 3 års alderen…. der ramler det hele.

Det hedder trodsalderen!! Den startede også ved de 3 år med de 2 store og Alma er først nu i en alder af 5,5 år ved at blive nemmere. MEN som et lyn fra en skyklar himmel, så er Arthur gået fra at være verdens nemmeste barn til nærmest at sige NEJ til AlT… og jeg mener ALT. Selv ting han faktisk gerne vil. Det er som om at ens barn næsten ændrer hele sin personlighed. Jeg kan, når dagen er omme føle mig helt træt og forpustet, fordi at det føles som om at jeg har diskuteret fra jeg stod op til jeg gik i seng.

Han kan finde på at sige nej til at få en is, men så kommer han i tanke om at det vil han jo egentlig gerne og så skynder han sig at sige ja. Alt er blevet en kamp. Det er lige fra han at skal i bad til vi skal have aftensmad til når han skal i seng, han vil ikke have skiftet ble, han vil ikke sove, han vil ikke sidde på sin stol, hvis jeg giver ham en ske, så vil han have en gaffel.

Jeg husker tydeligt, den gang at trodsalderen startede med Albert. Det var endda så slemt at vi i en periode blev bekymret for om det nu var helt normalt.  Men han var jo også vores første barn og vi anede ikke at det var sådan det kunne være. Men det ved vi nu. Og jeg bliver helt træt, ved tanken om at de næste to år, der bliver det en kamp om alt med min søde lille Arthur.

Jeg har dog allerede fundet en metode som virker og som gør dagen knap så konfliktfyldt. Nu kan jeg i de fleste tilfælde nærmest bare sige det modsatte af, hvad det er jeg vil have ham til og så gør han jo det modsatte af det og så får jeg er det er jo præcis som jeg vil have det.  Hans temperament er også trådt mere i karakter. Det kan jeg mærke, når han er i en konflikt med både mig og hans søskende. Forleden blev han så hidsig over at han skulle have futsko på i vuggestuen at han ud af det blå tog min finger i munden og bed så hårdt at jeg skreg op og faktisk troede at han bed igennem til knoglen. Det gjorde han heldigvis ikke, men jeg havde en blå og hævet finger i et par dage efter. Jeg blev en smule chokeret, da han bed mig, for det har jeg aldrig prøvet før.

Til gengæld er han også så stor nu at jeg kan tale med ham.  Og jeg tog selvfølgelig en lille snak med ham om at man ikke må bide eller slå og så videre. Da jeg fortalte ham at det gjorde mig ked af det og det gjorde meget ondt, da han bed mig, kunne jeg se at han blev både flov og ked af det og så sagde han rent faktisk undskyld at sig selv.

Det skal jeg selvfølgelig nok gå alt sammen, men jeg bliver sgu en smule træt ved tanken om at det her er sådan det kommer til at være den næste halvandet til to år. Nu var Alma netop kommet over det og det hele var noget nemmere end det har været længe og nu starter det forfra.   Det virker måske som om at jeg gør det værre end det er. Men det er bare hårdt at være i konflikt med sit barn hver tiende minut hver eneste dag omkring de mest logiske ting som at man eksempelvis ikke kan spise sin suppe med en gaffel eller kaste mad på væggen.

 

 

14 kommentarer

  • Mette

    Kender I den der med, at man nærmest forventes at kunne spole tiden tilbage, når den 3-årige er rasende over et eller andet? Hvis f.eks. maden er smurt forkert, forventes man nærmest at gøre det baglæns; skrabe smørret af, klistre skiven fast på brødet og så lade den lille gøre det rigtigt…. hvorpå den lille så farer i flint over at brødet går i stykker og det hele ikke arter sig, som den lille vil have det?

    Det havde jeg helt glemt, og jeg kan grine af det nu… knap så meget, da det stod på.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Efter den “spændende” trodsalder omkring de 3, synes jeg, der generelt har været on/off perioder med vrangvillige børn. Pludselig er de som engle, og man fatter ikke, hvad problemet var. For så pludselig at blive til en ny periode med andre konflikter. For begge pigers vedkommende, blev de satans yngel, da de fyldte 9 år. De hylede og klynkede og fandt verden (og især mor) uretfærdig og dum. Mit mellembarn var den værste. Alt tøj var forkert. Hver morgen var en koncert med skrig og skrål over alle typer af strømper. Der var altid et eller andet galt med alt. Nu har jeg erfaret, at det bare var en forsmag.
    Jeg har to teenagepiger på 13 og 15 år, og der kan man dælme tale om trodsalder. Lige som man troede, at man var i gang med en fornuftig samtale, vender alt på en tallerken. Aldrig har mor været mere dum, tarvelig, åndsvag (indsæt selv flere) end nu.Vi taler om moselig med middelalderlige meninger til mangt og meget fra opførsel til påklædning. For mor er dybt åndsvag, når hun påstår, at et nej til overgreb ikke altid løser et opstået problem (Her taler vi om generelt om vigtigheden af at passe på sig selv, nu hvor drenge er lidt mere spændende). Og mor er håbløs, når hun mener, at man ikke kan rende rundt i små nederdele og små shorts og stumpebluser til hvad som helst (Nu har det heldigvis været alt for koldt til det gennem længere tid). For slet ikke at tale om, når jeg beder dem tale ordentligt i al almindelighed i stedet for den vrængende teenagestemme og så hilse på folk de kender, når de møder dem på gaden. (Almindelig god opdragelse, hvis man spørger gammelmor – men bare dybt pinligt for en teenager).
    Mor er en ond slavepisker, når hun beder dem deltage i almindeligt husarbejde, såsom at rydde op efter sig selv i køkkenet og lægge sit nyvaskede tøj sammen og på plads.

    Min yngste er 9 år, og han er godt nok nem. Det har han egentlig været det meste af tiden, selvom han også rendte ind i trodsalderen med skrig og skrål over f.eks. flyverdragter og uretfærdigheden i at skulle gå selv osv… Selvom han højt og helligt lover, at han aldrig bliver en “dum dreng” (læs: hjernedød teenager), frygter jeg den dag, det sker. Og jeg frygter især, at han skal indhente alt det trods og alle de konflikter, jeg indtil nu har været forskånet for.

    Nogle gange ønsker jeg mig mine små børn tilbage. Dengang hvor konflikter var til at håndtere og man ikke fik så mange næsvise svar igen. Dengang hvor man kunne hygge sig om små ting uden at være dum, fordi man foreslår en hyggelig gå-sludretur i stedet for shoppeture, bif-ture, forlystelsesparker og andet, der hiver penge ud af lommerne. (Noget, der i mine pigers øjne er det samme som hygge – når det er mor eller far, der betaler, forstås).

    Men det er heldigvis sådan, at tiden ofte lægger et glemsels-slør over realiteterne.
    Jeg er sikker på, at søvnløse nætter, besværlig putning, trods, konflikter, skrig og skrål var træls og tungt og røvsygt. Men når man er ude på den anden side, er det meste åbenbart glemt. (Selvom jeg svagt husker, at jeg af og til havde lyst til at gå løbe min vej). Måske er det bare sådan, at de kampe man står med i nu’et er dem, der føles værst.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • L

    Åh ja kender det for godt. Derfor stopper jeg også ved to børn. Oooorker det ikke mere🙈

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Det er heldigvis ved at være slut med min datter, men hun er så også kun 19 år 🙄🔫😜

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gitte Nielsen

    Hej Sara Luise jeg er ked af at måtte sige at når du er færdig med Artur så komme pubertete med Amal og så vider den er lige så slem måske værer hilsen en der stå i det nu med en pige der ved det meget bøder en mig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lotte Vissing Andersen

    Jeg hepper på dig Sarah Louise👏🏼👏🏼 Og børn skal lære, at der ikke altid skal forhandles eller leges ind – hvad skal børnene så gøre når de starter i skole og der er krav til at de gør, hvad der bliver sagt, alene af den grund at den voksne siger det?
    Du skal bare stå fast og sige NEJ uden nogen lange forklaringer.
    Børn bliver rolige når de kan mærke, at de voksne har styr på lortet😉 børn og voksne er ligeværdige men bestemt ikke ligestillede! Det er der mange forældre i dag der tager fejl af.
    Jeg er skolepædagog og der er utrolig mange uopdragne egoistiske børn der starter i skole både pga forældrenes manglende autoritet og de hæslige normeringer i børnehaverne der lærer survivel of the fittest.
    Børn skal have faste rammer og masser af kærlighed. Det læser jeg nu også giver. Keep up the good work💪🏼

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Haha, godt at lidt omvendt psykologi kan hjælpe en smule :p

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine-snartmortil4

    Der er vi også lige pt. Den mindste fyldte 3 i sidste uge og vi har diskussioner fra morgen til aften og der er tidspunkter når de sover hvor man bare har lyst til at græde over at det er sådan. At få hende i tøjet om morgenen er et mareridt når hun står og vifter med shorts og T-shirt og har revet ALT ud af tøjskabet…. Har 3 børn med 3 år imellem og føder snart nummer 4. Har levet i denne “trods-tid” så længe at jeg faktisk havde glemt at det hedder trodsalderen når de rammer 3 år indtil du skrev dette indlæg. Var squ bare begyndt at tro på at det var sådan det er at have børn😂 Nu blev jeg da heldigvis mindet om at det går over igen… i mit tilfælde om 5 år🙈

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Jeg har 3 børn fra 9 – 13 år, her vil jeg sige at den absolut værste “trods” alder er når de er 6 – 7 år, de vender sig fra små engle til djævler🙈 alt hvad de har lært er pludselig glemt og de går nærmest flere år tilbage af, hvad man kan forvente af dem. Var så dum at læse om det da det var værst, (6 års krisen hos børn) DET skal man ikke gøre😂 Der stod det var en prøvesmag på teenageårene og det ikke gik over, det kun ville gå i bølger op og ned.. Men de er jo stadig det bedste der er hændt mig❤️❤️😂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har en pige på 3 år og hun er i den grad også kommet i den trodsalder.
    Alt skal diskuteres og de vil altid gøre det modsatte af det man ber dem om. Kaster med mad og hopper i vindues karme ovs. Man bliver virkelig træt når man kommer til aften. Man skal bare lige holde ud og ens overskud er der ikke altid.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lena Knudsen

    Sådan har jeg det stadig med min 6 årige. Alt er en kamp og til diskution… det er såååå hårdt. Gad vide hvornår det stopper 😳

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia Pedersen

    Min datter er kun 2 år og er allerede i trodsalderen😫 Synes at det er lige tidligt nok☝🏼 Lidt mere bøvlet når hun ikke kan sige alt det hun vil endnu🙈

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dorte Ørum

    Sjovt vi kalder det trodsalderen?! Siden de var babyer har fokus været, at de skulle lære!! de skal lære at spise, tage tøj på, være sociale, gode ved andre.osv osv. Vi lærer fra os 24/7, og så begynder de endelig at vise karakter og vise de eget selvstændigt og dygtig lille menneske. De viser, at de godt kan – og så er det pludselig trodsalderen 😂😍

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Kan SÅ meget følge dig! Mit søde barn siger nej til alt.. han er 3.4 år og vil alt selv. Bestemmer alt, skriger sig til alt. Hvis jeg skal have ting til at lykkes må det leges ind..det er bare ikke hele tiden overskuddet er til det. Han sparker når han får ble på, og når man knækker helt sammen ved et spark i mellemgulvet…passer lige ved puslebordet..så griner han bare. Suk..

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Smukkeste skænk & rabatkode