Det var jeg ikke forberedt på

Arthurs ben & selvbebrejdelse

Hele ugen har jeg haft ondt i maven over at Arthurs ene ben er længere end det andet. Sidste weekend opdagede hans far og jeg at han halter. Men han halter kun når han har leget en del eller brugt sine ben meget. Det vil sige hele ugen har han nærmest ikke haltet.

Ikke desto mindre tog jeg ham til lægen i går for at få det tjekket. Lægen kunne umiddelbart godt se at der var en forskel på hans ben, men hun har nu sendt os videre til en specialist, som skal se på ham. Jeg vil lige sige at jeg har mere ro i maven nu, fordi at lægen var så afslappet. Jeg tænker at hvis den var helt gal, så havde hun ikke været så rolig. Så nu bliver det spændende at se/høre hvad specialisten siger.

Man ønsker jo bare den bedste fremtid for sine børn og selvom jeg jo godt ved at man stadig kan få et godt liv, selvom at man måske har en sygdom eller en skavank, så vil man jo altid hellere at ens barn er 100 % sund og rask.

Nogle gange har jeg det lidt som om at alting er for godt til at være sandt. Med det mener jeg at jeg har tre vidunderlige søde og rare og sunde børn og nogen gange føler jeg nærmest ikke at jeg er dem værdig. Jeg har en kæmpe skræk for at miste dem og nogle gange tænker jeg, selvom jeg godt ved at det lyder helt skørt, at jeg har været for grådig ved at få tre børn. Den skøre tanke startede allerede, da Arthur lå i respirator. Jeg tænkte at gud straffer mig for at ville have flere børn og det var den samme tanke jeg fik, da jeg opdagede at der var noget galt med hans ben. Jeg tænkte med det samme, nu sker det, nu bliver jeg straffet for min grådighed og at jeg ikke bare kunne nøjes med to børn. Og sker der nogensinde noget med mine børn, så er det min skyld fordi jeg var så grådig og ikke kunne nøjes med to. Jeg husker tydeligt at deres far egentlig synes at to børn var nok, men jeg var besat af tanken om at få en stor familie og jeg følte mig ikke som et helt menneske uden at få et barn mere.

Og inden at i skriver at jeg har et traume som jeg skal have arbejdet med, så vil jeg sige at det ved jeg godt. Jeg tror faktisk at det traume på en eller anden måde hænger sammen med min barndom, så jeg tænker at jeg nærmest ikke fortjener den her Lykke som hænger sammen med at være mor til tre dejlige børn. Igennem min barndom var meget glæde ved noget som helst, aldrig noget som holdt særlig længe og derfor er jeg nok blevet en lille smule angst for at miste det gode, der sker i mit liv. Nogle gange føles det næsten som om at jeg bedre kan håndtere at have det lidt svært end at have det så godt. Og det er faktisk en smule skørt, for ved at gå og være bange for at miste alt det man har hele tiden, så nyder man det heller ikke 100 %. Giver det mening?…….

11 kommentarer

  • Anja Piilgaard Frederiksen

    Hele min barndom, var mit højre ben også længere end venstre, men det forsvandt da jeg var fuldt udvokset og jeg dyrkede stadig en masse sport og var en aktiv hestepige. Det vigtigste er nok at lære at have den rette “holdning” når man står og går, ellers kan man let komme til at “hænge” på det ben der er kortest (hvis det giver mening)🤔

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mortiltre

    Kære Sarah Louise
    Psykolog Mette Holm. Meld dig til at få hendes dagligt mail omkring livet og hvad dine tanker gør dig til. Tanker kan forme folk, så med de rette tanker omkring dig selv, så skal du nok få styr på det hele. Og det kan hendes ord hjælpe med til. Du er en fuldstændig fantastisk, omsorgsfuld og kærlig mor, du må bare ikke glemme kærligheden til dig selv. Ingen er perfekte, men du er tæt på. Og din ubetingede kærlighed til dine børn er, hvad livet drejer sig om. Vores guld. Vores stoltheder. Intet andet når den kærlighed til sokkeholderne.
    Men du må ikke glemme kærligheden til dig selv, og at du er unik.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • My

    Hej:-) vil os sige du ikke skal være bekymret, jeg “døjer” selv med det. Eller når mine ben ikk er ligelange går jeg til zoneterapi hvor, der er et punkt under den ene fod som de trykker på og Wupti så er de lige lange igen:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kia

    Hej Sarah,
    Prøv en kinosolog eller osteopat, de kan som regel få benene lige lange igen.. det er nogen gange fordi benet kravler op (lyder mærkeligt – men jeg oplever det ofte hvis jeg har spillet fodbold… min svigermor er kinosolog og kan få mine ben lige lange igen så jeg ikke får ondt i hoften og knæ.. håber i finder en løsning ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine-mortil4

    JA det giver mening. Jeg har det præcis som dig. Blev forældreløs som 13 årig og havde en hård ungdom. Kom flot ud på den anden side og har uddannelse, job, mand og snart 4 skønne børn. Som snart 44 årig er jeg stadig bange for at det hele er for godt til at være sandt og, at Gud snart kommer og straffer mig (som han altid har gjort når noget næsten var for godt til at være sandt)… Jeg øver mig i at være glad og lykkelig hver dag. Så jeg forstår dig på alle punkter❤️❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Linda Bech

    Hej Sarah❤først vil jeg sige :” Af hjertet tak for dine super velformulerede og så velskrevne indlæg 🙏De er så jordnære, og mange skønne kvinder kan finde inspiration og ro ved at læse Dem….Så igen: ” Af ❤ tak! Og hvad din kære dreng Arthur angår, tænker jeg , det nok skal gå….Han er i de bedste hænder, nemlig hos DIG hans mor,…..!
    Og bekymring, ængstelse, uro ” It comes With the job, of being a loving mother…”
    Mine bedste tanker til dig og dine unger…🙏🙏🙏❤❤❤❤
    🤗🤗🤗

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heidi

    Søde Sarah Louise. Du må ikke være så hård ved dig selv. Jeg tror at alle os der er mødre vil føle en vis form for skyld hvis der er noget galt med vores børn. Jeg kender dig ikke men hold nu k… hvor jeg ser op til dig. Jeg har det ofte med at dykke ned i et sort hul men efter at jeg er begyndt at følge dig, så har jeg nemmer ved at komme op igen, ja det er lidt svært at forklarer. Men du er så sej og jeg tænker at hvis hun kan det som alenemor så kan jeg sku også

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sarah Louise

      Tusind tak… den største gave er at vide at jeg når ud og rører jeres hjerter🙏🙏

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nevenca

    På trods af jeg kender din tankegang og ligger mig i samme kategori grundet barndom og opvækst… Jeg kender dig ikke men helt ondt i maven over at du er så hård og dømmende over for dig selv – Giv dig selv noget mere kredit og væk med de dårlige tanker… Du kan og skal være stolt af din formåen .!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sandra

    Jeg tænker fuldstændig som du. Jeg har lige fået min tredje og jeg har aldrig være mere angst for at miste mine børn og aldrig været mere sygdomsangst som jeg er nu. Simpelthen af den simple grund, at det da ikke kan være rigtigt, at jeg har alt hvad jeg har drømt om😅

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lullu

    Jeg tænker fuldstændigt ligesom dig… når det går for godt – så skal jeg straffes. Man skal passe på lykken og nyde hverdagen😄❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det var jeg ikke forberedt på